Børne-MGP hitter mere end de voksnes grand prix
Familiearrangementer som børnenes MGP er en god forretning, mener brandingekspert.
Sange, man kan synge med på, skønne unger på scenen og veloplagte værter.
Musikfesten for de yngste hitter, og på flere punkter er børnenes MGP større end de voksnes Melodi Grand Prix.
Det skriver DR Midt og Vest.
Udsolgt til lørdagens show
De 8.500 billetter til showet i Boxen i Herning på lørdag blev revet væk, mens der ikke var udsolgt ved de voksnes sangfest samme sted i sidste uge.
Samtidig er hele universet med optakt og merchandise stort, og sidste år var albummet med sangene fra MGP både på top 10 over de mest spillede og solgte CD’er.
– Den rolle som voksen-Melodi Grand Prix havde for 20, 30 og 40 år siden er lidt forsvundet, og til gengæld er det blevet en børnefest, siger brandingekspert Nikolaj Stagis, som er direktør i brandbureauet Stagis.
Han forklarer, at mens den kun står på musik og glitter i dagene lige omkring Grand Prix’et for de voksne, så går børnene op i det hen over hele året.
– Der er en helt anden loyalitet og fans af både stjernerne og hele universet, som står i stor modsætning til de voksnes. Alle børn kender i dag MGP, og de lærer sangene, danser derhjemme og ved, hvem de her børnestjerner er, siger han.
Attraktiv begivenhed
Netop derfor går Herning Kommune målrettet efter arrangementer som børnenes MGP, fortæller borgmester Lars Krarup (V) til DR Midt og Vest.
– Det gør, at det er en attraktiv begivenhed. Vores strategi er at få forskellige arrangementer til kommunen. I særdeleshed arrangementer, der appellerer til børnefamilier.
Og det gør de klogt i, for det er både en god forretning nu og her, og en investering over længere tid, mener Nikolaj Stagis.
Når det gælder tv-showet, er de voksnes Melodi Grand Prix dog stadig større end børnenes MGP. Sidste år så 889.000 med, da de yngste sang og dansede, mens de voksne havde 1.563.000 seere.
Du kan se MGP 2017 lørdag klokken 20 på DR1.