Bragede igennem
Matt Damon grundlagde sin karriere på en historie om to unge fyre, der tog filmkarrieren i egne hænder. Men han har vist sig langtidsholdbar i Hollywood-ræset.
Den amerikanske skuespiller Matt Damon, som 8. oktober fylder 50 år, bragede igennem med både manuskript og hovedrolle i filmen “Good Will Hunting” om et ungt overset matematisk geni.
Dengang stod det ikke skrevet i Hollywoods berømte betonfliser, at Damons karriere senere især skulle defineres som actionhelt i film som “Bourne”-serien.
Artiklen fortsætter under videoen
Hans fysiske fortrin og naboens flinke-søn-look var langt fra kolleger som Tom Cruise og Brad Pitt.
Men til gengæld var den kække historie om det Oscar-belønnede manuskript fra de to helt unge venner Matt Damon og Ben Affleck til Good Will-filmen en knaldgod historie, som det hedder i mediebranchen.
Et afsæt, som de to buddies begge dygtigt skød deres karrierer i fart med i en filmverden proppet med talent men med sult på skæve historier.
Derfor blev filmen for ejendomsmæglersønnen Matt fra Massachusetts en kanonkarrierekatapult.
Succes i film som “The Talented Mr. Ripley” og ratpack-remaken “Oceans 13” med stjernekolleger som George Clooney og Brad Pitt lagde de videre skinner i karrieren.
Andre gode roller i storfilm som “The Rainmaker” og “Saving Private Ryan” fulgte. I 2009 lagde han yderligere alen til berømmelsen med hovedrollen i “The Green Zone” som chefsergenten under den amerikanske okkupation af Bagdad.
Undervejs overgik han sig selv med sågar en kåring som “verdens mest sexede mand”.
Gassen var dog ved at sive hørbart af karrieren, da rollen som den identitetsplagede agent Jason Bourne i den politiske thriller “Manden uden navn” faldt i hans turban i 2002. Siden fulgte yderlige fire Bourne-film – heraf tre med Damon på rollelisten.
De hyperpopulære actionfilm gjorde Matt Damon til en skuespiller, det betalte sig rigtigt godt at investere i.
Sin egen del af pengene har den politisk bevidste Damon givet en pæn klat af til velgørende formål.
De senere år har han især vakt opmærksomhed som homoseksuel elsker til Michael Douglas i den flamboyante biopic “Mit liv med Liberace” samt “The Martian” af Ridley Scott om en astronauts ensomme forsøg på at overleve på Mars.
Modsat sin Hollywood-status har Damon gået helt stille med dørene i sit privatliv. Han er gift med Luciana Barosso, som han mødte, da hun var bartender. Siden har de fået fire børn sammen.