Branchen tvivlede på stjerneskuespiller: -Ingen kan det hele
Hugh Jackmans farverige fortid blev afgørende for hans rolle i en ny musicalfilm.
Det ene øjeblik flår han sig gennem modstanderne med sine metalkløer som Wolverine. Det næste bryder han ud i sang i en følsom musical.
Nu har Hugh Jackman forenet talenterne i en original musical skrevet som spillefilm – nemlig “The Greatest Showman”.
– Jeg er nok et af de få mennesker i Hollywood, der har den erfaring fra begge verdener – musical på teatret og spillefilm, fortæller Hugh Jackman, som har modtaget en Emmy, en Tony og en Golden Globe-pris for sine præstationer.
Oplagt valg til rollen
Derfor mener han også, at han var et oplagt valg til rollen. Og det er han ikke alene om, for Hugh Jackman var det allerførste navn, der lå fuldstændig fast, da filmen begyndte at tage form, og de andre skuespillere skulle castes.
Vejen dertil blev banet, da Hugh Jackman i 2009 stod på scenen som vært ved oscaruddelingen. Publikum over hele verden oplevede actionhelten, der var verdenskendt fra “X-Men”-filmene og “Van Helsing”, bryde ud i blændende sang og dans.
Laurence Mark, som var producer på oscarshowet og senere på “The Greatest Showman”, sagde til Hugh Jackman, at han skulle tage at lave en musicalfilm.
– Jeg sagde bare ja med det samme. Jeg tænkte, at der nok kun var en tiendedels chance for, at det nogensinde ville ske, siger den 49-årige skuespiller og fortsætter:
– Men hvis jeg selv kunne vælge, og det kunne jeg på det tidspunkt, så ville jeg gerne lave noget nyt. Og jeg havde aldrig lavet en original musicalfilm. I Hollywood var der ikke blevet lavet en original musicalfilm i 23 år.
At Hugh Jackman kom i en situation, hvor han kunne vælge og vrage, har nu ikke altid ligget i kortene. For det er ikke alle, der ser som en fordel, at han kan spille både actionhelt og følsom musicalfyr.
– Da jeg var kendt for Wolverine og kendt for teatermusicals, var der mange folk i branchen, der sagde til mig, at det var skidt for mig, og at jeg blev nødt til at vælge én af vejene, fortæller Hugh Jackman og tilføjer:
– Jeg sagde, at jeg gerne vil begge dele, for hvorfor kan jeg ikke det, spørger han retorisk.
I “The Greatest Showman” spiller han iført høj hat og sprechstallmeister-kostume hovedrollen som P.T. Barnum, der i virkelighedens verden var en amerikansk cirkusdirektør, der grundlagde et museum og et cirkus med seværdige mennesker – fra den skæggede dame til dværge og slangemennesker.
Produktionen, som har været undervejs i flere år, blev dog overhalet indenom af “La La Land”, som fik æren af at bringe den originale musical tilbage på det store lærred.
“The Greatest Showman” har premiere 25. december.
/ritzau/