Brandvarmt nyt "Vild med dans"-par

Syv Vild med dans-par er også blevet vilde med hinanden. Det er blevet til både børn og bryllupper

Offentliggjort Sidst opdateret

Få dage efter valentinsdag afslørede den professionelle danser Asta Björk og skuespiller Sebastian Bull over for deres følgere på de sociale medier, at de er blevet kærester.

- Gladere end nogensinde før, skrev Asta Björk til en videosekvens med en række kærlige klip af hende og Sebastian Bull kyssende og krammende sammen.

Parret dansede med hinanden under den seneste sæson af "Vild med dans", og de er ikke det eneste Vild med dans-par, der gennem programmets 20 sæsoner også er blevet par privat.

Fik en søn

Skuespiller Lai Yde og danser Mie Moltke mødte hinanden på dansegulvet i 2007. De blev stormende forelskede foran de snurrende kameraer og kyssede også hinanden under et af programmerne.

Siden fik parret en søn. De blev gift og lavede tv-programmet "Sex, Lai og Mie", som blev sendt på Kanal 5 i 2015. Her hjalp de en række par med deres sexliv. 

Senere samme år oplyste Mie Moltke og Lai Yde, at de skulle skilles efter otte års forhold.

- Gladere end nogensinde før, jubler Asta Björk, som er blevet kærester med sin seneste dansepartner i "Vild med dans", skuespiller Sebastian Bull. (Arkivfoto).

Sammen i 14 år

Musikeren Noam Halby mødte danseren Katrine Bonde under "Vild med dans" tilbage i 2009. Parret dansede sig til en syvendeplads, men vandt hinandens hjerter.

Året efter gik de kortvarigt fra hinanden, men fandt siden sammen igen. I 2012 fik de sønnen Milas. 

Noam Halby friede til en måbende Katrine Bonde for åben skærm i "Go' Morgen Danmark" i 2013, og efter tre års forlovelse giftede parret sig i 2016. Året efter kom datteren Saga til verden.

Sidste år bristede kærligheden, og efter 14 år sammen gik parret endegyldigt fra hinanden.

"Forskellige steder i livet"

Få måneder efter oplyste skuespiller Mathias Käki og danser Mille Funk, som gik på gulvet i programmets 13. sæson i 2016, at forholdet var forbi efter seks år sammen, da de var forskellige steder i livet, lød det.

Noam Halby og Katrine Bonde var ikke de eneste, som forelskede sig under sjette sæson af "Vild med dans" tilbage i 2009.

Varede kun kort tid

Også danseren Michael Olesen og den tidligere model og taekwondokæmper Lisa Lents dannede par i en periode.

VILD MED DANS

Vild med dans er et dansk tv-program og dansekonkurrence, der blev sendt for første gang i 2005 på TV 2. 

Programmet er den danske udgave af det britiske tv-program og dansekonkurrence Strictly Come Dancing, og er en del af det internationale tv-koncept Dancing with the Stars, hvor en kendt personlighed parres med en professionel dansepartner, og efterfølgende skal konkurrere mod andre par i hovedsagligt standard- og latin-danse. 

Parrene bedømmes efter hver dans af et hold af dommere, som giver point mellem 1-10, og sammenholdt med seernes stemmer (gennem sms-afstemninger) besluttes det, hvilket par, der skal forlade programmet frem til finalen, hvor ét par kåres som vinder. 

Dommerpanelet har siden programmets start hovedsagligt bestået af Jens Werner (sæson 1-18), Anne Laxholm (sæson 1-18), Britt Bendixen (sæson 1-15 og 17-18), Allan Tornsberg (sæson 3-7), Nicolaj Hübbe (sæson 8-18) og Marianne Eihilt (sæson 16-18). 

Ved sæson 19 trådte Bendixen tilbage som dommer, og Sonny Fredie-Pedersen overtog.

Sæsonens tolv konkurrerende par bliver annonceret omkring juli-august, mens selve programmet forløber over tolv uger, som regel fra starten af september frem til slutningen af november.

Den professionelle danser skal hver uge lære den kendte person en ny dans indenfor standard- eller latin-genren, som skal fremføres live foran dommere og publikum, hvor sværhedsgraden og forventningerne fra dommerne vokser hver uge.

Programmets værter har gennem tiden varieret med blandt andet Andrea Elisabeth Rudolph (sæson 1-2 og 4-6), Claus Elming (sæson 2-14), Sarah Grünewald (sæson 10-18) og Christiane Schaumburg-Müller (sæson 7-9 og 15-18). 

Ved sæson 19 i 2022 overtog Martin Johannes Larsen værtsrollen for Schaumburg-Müller, og han og Grünewald var værter.

Kilde: Wikipedia

Tv-vært Joakim Ingversen, som i dag er gift med kollegaen Sofie Linde, vandt ikke blot pokalen i 2012, men også sin partner Claudia Rex' hjerte. Parret gik dog fra hinanden kort tid efter.

Stadig sammen

Et par, som stadig er sammen, er skuespiller Albert Rosin Harson og danseren Jenna Bagge.

Parret holdt kontakten efter "Vild med dans" i 2020, hvor de nåede en andenplads, og var en del af den kageklub, en række kendisser fra programmet har sammen.

Her kom Albert Rosin Harson og Jenna Bagge endnu tættere på hinanden.

Det er ingen hemmelighed, at Jenna Bagge med sine 34 år er 13 år ældre end 21-årige Albert Rosin Harson. Men man siger som bekendt, at kærlighed ingen alder har.

- Alt er megagodt

- Jeg tror faktisk, jeg har været meget stille med det, fordi jeg har tænkt, at mange andre har kommenteret det, og der har været mange artikler om det, sagde Jenna Bagge sidste år til Ritzau.

- Det synes jeg lige i starten, var lidt svært. Men nu tør jeg også godt selv at gå ind og sige, at selv om det ikke var det, jeg troede, og det, man måske lige ville have forventet, så er det helt perfekt. Vi er stadig sammen, så alt er megagodt.

Powered by Labrador CMS