Briterne venter i uvished
Britiske medier forventer lørdag melding om dronning Elizabeths deltagen forud for stor koncertfejring
Lørdag aften skal den britiske monark dronning Elizabeth fejres med udendørskoncert som en del af storstilet 70 års jubilæumsweekend.
Det er endnu uklart om hovedpersonen selv deltager.
Ifølge både BBC og The Guardian forventes det dog ikke.
Usandsynligt
BBC kalder det 'usandsynligt', at hun møder op, siden dronningen, der også er en særdeles ivrig hestevæddeløbsfan, allerede har meldt afbud til det prestigefyldte løb Epsom Derby lørdag.
Dronningen vil i stedet følge derbyet på tv, lyder det.
Afbuddet sker på grund af bevægelsesproblemer. Fredag missede den 96-årige monark en gudstjeneste, som også var en del af festlighederne.
Forventet udmelding lørdag
Ifølge BBC forventes det, at der vil komme en officiel udmelding om dronningens koncertplaner i løbet af dagen lørdag.
Den italienske operastjerne Andrea Bocelli skal sammen med Bonnie Tyler, Diana Ross, Alicia Keys og Hans Zimmer spille ved koncerten udenfor Buckingham Palace.
22.000 feststemte tilskuere forventes at deltage fejringen foran Buckingham Palace, ligesom koncerten også vil blive tv-transmitteret til millioner af seere.
Store stjerner deltager
Også David Attenborough og David Beckham vil deltage. Ved koncerten vil der ligeledes blive vist en båndet optræden af musikeren Elton John.
Dronning Elizabeth har siddet på tronen i 70 år. Det fejrer briterne denne weekend med både gadefester, parader og en række forskellige arrangementer, hvor den royale familie deltager.
Fejringen af den store platinjubilæum begyndte torsdag og varer i fire dage.
Vinkede farvel
Torsdag vinkede den britiske dronning fra balkonen på Buckingham Palace sammen med nogle af sine børn og børnebørn til fremmødte briter.
Senere samme aften deltog hun i en fakkeltænding.
Fredag måtte dronning Elizabeth trække sig fra festlighederne, fordi hun havde 'oplevet ubehag.'