Brødreduo takker kvinder for inspiration til omdiskuteret film

Brødrene Christian og Mads Tafdrup takker deres kærester for inspiration til en af årets mest omtalte film.

Filminstruktør og skuespiller Christian Tafdrup (til venstre) med filmens to hovedrolleindehavere Amanda Collin og Anders Juul. Foto: Scanpix/Jonas Olufson.
Offentliggjort Sidst opdateret

Filmen “En frygtelig kvinde” har fået massiv opmærksomhed i 2017, og søndag aften blev de to manuskriptforfattere bag filmen belønnet med en Robert for årets originale manuskript.

Det er brødreparret Christian Tafdrup og Mads Tafdrup, der står bag filmen, som har trukket mere end 155.000 i biografen, og som handler om et parforhold set gennem en mands øjne.

Hyldede sin bror

39-årige Christian Tafdrup hyldede sin bror, da de to fik overrakt prisen.

– Vi skrev manuskriptet på en uge. Jeg skrev første halvdel, han skrev anden halvdel, jeg var 16 timer om dagen om det, han skrev en scene på et kvarter, mens han passede sine tvillinger.

– Vi ændrede næsten ikke et komma i dit, vi ændrede alt i mit. Jeg vil aldrig glemme den oplevelse, vi har haft sammen. Det var også en god undskyldning for at komme væk fra vores kærester, som vi elsker, lød det fra skuespilleren og filminstruktøren, som hurtigt tilføjede:

– Vi elsker alle kvinder, og jeg vil gerne sige tak til alle kvinder for uendelig inspiration.

Takker sin kæreste

Mads Tafdrup er også sikker på, at filmen ikke kunne have været blevet til uden inspiration fra hans eget forhold.

– Jeg vil gerne sige tak til min kæreste, Marie Louise. Du er smuk og overbærende og fuldstændig fantastisk, og gud, hvor kan du også være forfærdelig en gang imellem.

– Og hvor er jeg glad for, at du også har den side, for uden et indblik i den side af dig, havde jeg ikke været i stand til at skrive det her. Så det har været det hele værd, for nu har jeg den her, sagde Mads Tafdrup med et grin.

/ritzau/

Powered by Labrador CMS