Buldrer afsted på vigtig liste

USA's tidligere udenrigsminister og førstedames nye bog ligger inden udgivelsen i toppen af bestsellerliste

Hillary Clinton var udenrigsminister fra 2009 til 2013 under daværende præsident Barack Obamas administration. (Arkivfoto)
Hillary Clinton var udenrigsminister fra 2009 til 2013 under daværende præsident Barack Obamas administration. (Arkivfoto)
Offentliggjort Sidst opdateret

Hillary Clintons politiske roman "Tilstand af terror" er så spændende, at man har svært ved at lægge den fra sig.

Sådan lyder det i en anmeldelse fra avisen The New York Times forud for bogens udgivelse tirsdag.

Her kalder anmelderen romanen, der er skrevet i samarbejde med forfatteren Louise Penny, både snu og kærlig.

Avisen The Guardians anmelder er også begejstret for bogen, som han kalder tankevækkende og spændende.

- Romanen er politisk tankevækkende og udforsker et moralsk dilemma, der er John le Carré (engelsk forfatter, red.) værdig: Hvis de mest alvorlige potentielle trusler lurer over dit land, skal du så samarbejde med de lande, der normalt er dine fjender?, skriver anmelder Mark Lawson blandt andet.

En række terrorangreb

Bogens plot tager udgangspunkt i en række terrorangreb flere steder i verden, som bringer kaos i den globale orden.

Hovedpersonen i bogen er en amerikansk udenrigsminister, der er ny i jobbet, og som skal forsøge at samle et hold, der skal "optrevle en dødelig sammensværgelse".

Clinton er selv tidligere udenrigsminister, førstedame og præsidentkandidat i USA.

Hun var udenrigsminister fra 2009 til 2013 under daværende præsident Barack Obamas administration. Tre år senere tabte hun som demokratisk præsidentkandidat til republikaneren Donald Trump i 2016.

Første samarbejde

Clinton har skrevet flere nonfiction-bøger - altså bøger med sagligt, ikke opdigtet indhold - men dette er hendes første samarbejde med den canadiske forfatter Louise Penny.

Hillary Clintons mand, den tidligere præsident Bill Clinton, har også skrevet flere bøger. Ifølge en anmelder fra den britiske avis The Times overstråler Hillary Clinton sin mands forfatterskab.

- På sin egen måde overstråler bogen helt klart Bill Clintons bog "Præsidentens datter". Noget af æren skal uden tvivl gå til Penny. For den politiske thriller udgør et plot med udgangspunkt i Hillary Clintons lange karriere, der gør det svært at lægge bogen fra sig, skriver anmelderen.

Selv om bogen først udkommer tirsdag, er den allerede i toppen af Amazons bestsellerliste.

Den danske version af bogen udkommer også tirsdag. Bogen er 592 sider lang.

BLÅ BOG: Hillary Clinton

Hillary Diane Rodham Clinton er født 26. oktober 1947.

Hun er en amerikanske politiker, som var USA's udenrigsminister fra 2009 til 2013 og senator for staten New York fra 2001 til 2009.

Hun er gift med USA's 42. præsident Bill Clinton og var USA's førstedame fra 1993 til 2001.

I 2016 tabte hun det amerikanske præsidentvalg til USA's 45. præsident Donald Trump.

Kilde: Wikipedia
Powered by Labrador CMS