Burhan G: Hjælp mig
Burhan G, Ankerstjerne, Nicolai Seebach og Jarl-Friis Mikkelsen skal have hjælp til at skrive årets VM-sang
Når de danske landsholdsspillere drager mod en fodboldslutrunde, er det en tradition, at de får en sang fra store danske kunstnere med sig i bagagen.
Det er efterhånden også en tradition, at sangen deler vandene i den danske befolkning. Men i år får danskerne selv noget at skulle have sagt.
Carlsberg og Dansk Boldspil-Union (DBU) er således gået sammen om at invitere danskerne med i udviklingen af den sang, der skal danne lydtapet for årets VM-slutrunde, som begynder i Qatar til november.
Hjælp til kvartetten
Det bliver sangsnedkerne Burhan G, Ankerstjerne, Nicolai Seebach og Jarl-Friis Mikkelsen, der fører den endelige pen, når noderne skal på papir. Men danskerne skal komme med deres input til, hvad sangen skal handle om.
Det skal ske via en hjemmeside, som Carlsberg og DBU har lavet til formålet.
Jarl-Friis Mikkelsen var i 1986 med til at skrive en af de største ørehængere, som stadig er uundgåelig at løbe ind i, når Danmark spiller. "Re-sepp-ten" kender alle, og den blev til på næsten samme måde, som årets sang bliver.
- Det var jo før internettet, så hele Danmark sendte breve ind, siger Jarl-Friis Mikkelsen i en pressemeddelelse.
- Jeg glæder mig meget til at tage imod folkets tanker og ord og mærke følelserne til vores alle sammens landshold.
- Over sommeren stykker vi det hele sammen og lægger lyd til ordene, så vi ender med en fodboldsang, der bliver danskernes helt egen sang til holdet, siger han.
-De kender spillerne
I DBU håber fankoordinator Martin Ramtung, at danskernes kendskab til landsholdet kan hjælpe til, at sangskriverne rammer den helt rigtige tone.
- Fansene kender spillerne, de er verdensmestre i fællesskabsfølelsen omkring landskampe, og de ved, hvad der skal til for at sætte den helt rigtige stemning til slutrunder, siger Martin Ramtung.
Andre kendte sange
Ved EM sidste år var det Alphabeat, der stod bag den officielle landsholdssang, "Danmarks Dynamite".
Flere andre kunstnere kom dog også med deres egne bud. Gulddreng, også kendt som Malte Ebert, lavede sangen "Helt sikker", som gik sin sejrsgang, da Danmark overraskende nåede semifinalen.
Ved VM i år skal Danmark møde Frankrig, Tunesien og en nation, der endnu ikke er kvalificeret.