Caspar Phillipson klar i ny Kennedy-rolle
Denne gang skal han spille overfor Angelina Jolie
Med sit karakteristiske udseende, der umiskendeligt minder om John F. Kennedys, har den danske skuespiller Caspar Phillipson portrætteret den tidligere amerikanske præsident i flere Hollywood-produktioner.
Nu kan han tilføje sin sjette film på cv'et.
Maria Callas død
Caspar Phillipson, der på egne breddegrader blandt andet er kendt fra DR's "Orkestret" og TV 2 Charlies "Sommerdahl", skildrer nu den amerikanske statsmand i den biografiske dramafilm "Maria", som fortæller historien om dagene op til den græsk-amerikanske operasanger Maria Callas' død i 1977, 53 år gammel.
Stor oplevelse
I titelrollen ses ingen ringere end den oscarvindende Hollywood-stjerne Angelina Jolie.
Over for Her og Nu kalder Caspar Phillipson det for en stor oplevelse.
- Angelina Jolie var meget, meget sød at spille sammen med. En god kollega, som var dejlig at arbejde med, siger den danske Kennedy-klon til ugebladet og tilføjer senere i interviewet:
Sang for præsidenten
- Og for min egen forfængelighed skyld, så er det jo dejligt at møde så spændende kolleger som Angelina Jolie.
Det fremgår ikke, hvordan Caspar Phillipsons Kennedy indgår i "Maria". Men kigger man på historien, sang den kendte sopran for præsidenten i anledning af hans 45-års fødselsdag i 1962.
Samme instruktør som sidst
Første gang Caspar Phillipson portrætterede John F. Kennedy, var i 2016 i "Jackie", som centrerede sig om præsidentens hustru, Jacqueline Kennedy.
Førstedamen blev spillet af den oscarvindende stjerneskuespiller Natalie Portman.
"Jackie" blev instrueret af Pablo Larraín, som også har instrueret "Maria".
Caspar Phillipson understreger over for Her og Nu, at han gerne skildrer John F. Kennedy igen, så længe der er bud efter ham.
Dannede par med Maria Callas
Men skuespilleren bemærker, at han med sine egne 52 år nu er seks år ældre, end John F. Kennedy blev, inden en attentatmand skød og tog livet af USA's 35. præsident i november 1963.
I øvrigt giftede Jacqueline Kennedy sig i 1968 med den græske skibsreder Aristotle Onassis, der i mange år forinden havde dannet par med Maria Callas.