Cecilie Schmeichel følger i farens fodspor
Influenceren kaster sig ud i nyt projekt
Peter Schmeichels datter har kastet sig ud i et nyt eventyr, der minder om farens rolle som fodboldambassadør.
Skaber opmærksomhed
Mens den 61-årige målmandslegende er verdenskendt for sin indsats inden for herrefodbold, arbejder Cecilie Schmeichel nu for at skabe mere opmærksomhed om kvindefodbolden i Danmark.
Besøger klubberne
- Jeg vil gerne have kvindefodbold mere frem i medierne og gøre sporten til et større samtaleemne. Derfor tager jeg ud i klubberne, og besøger en masse kvindelige fodboldspillere, forklarede den 35-årige influencer til Kendte.dk som gæst ved MMA Galla i Brøndbyhallen for nylig.
Den første
Hun har blandt andet været forbi Brøndby IF, der som den første danske klub tilbyder fuldtidsprofessionelle kontrakter til kvindelige spillere.
- Det er meget spændende, synes jeg. Vi får en god snak, og jeg bruger mine sociale mediekanaler til at sprede budskabet, sagde Peter Schmeichels datter, hvis bror, Kasper Schmeichel, er landsholdsmålmand.

Flere rollemodeller
Cecilie Schmeichel understreger, at hendes projekt handler om at give fremtidens generationer flere rollemodeller på banen.
- Jeg vil gerne være med til at sikre, at vores børn har nogle kvinder at se op til. Kvinderne er også virkelig dygtige på fodboldbanen, sagde hun, og tilføjede, at hendes familie ikke er en del af initiativet.
Mit projekt
- Nej, det er mit projekt, og hverken min far eller bror er involveret, sagde den tidligere 'Vild med Dans'-deltager.
