Celeber snue: Prins smitter filmstjernes søn
Ben Affleck opdagede ikke, at sønnen, Samuel, legede med det britiske prinsepars royale rollinger, prins George og prinsesse Charlotte.
På trods af at treårige prins George og lille prinsesse Charlotte på 18 måneder er blandt verdens mest eksponerede unger, opdagede Ben Affleck ingenting.
Da den dobbelte Oscar-vindende filmstjerne indspillede Batman-braget “Justice League” i London, havde han familien på besøg, og en dag tog han dem med på sightseeing i den britiske hovedstad.
Selv om familien Affleck besøgte flere royale bygninger, spottede de ingen personer med blåt blod i årerne – indtil det viste sig, at de befandt sig lige foran næsen på ham.
Det fortæller den 44-årige filmstjerne i fredagens udgave af The Graham Norton Show ifølge The Telegraph.
– Selv om vi var forbi Windsor Castle, Tower of London og Buckingham Palace, så vi ikke en eneste kongelig. Men da det regnede udenfor, tog jeg min yngste (sønnen Samuel på fire år, red.) med til et indendørs legeland, fortæller han og forsætter:
– Stedet var ret tomt, og så lagde jeg pludselig mærke til, at der var sådan en underlig stemning blandt de andre voksne. De havde alle sammen meget pænt tøj på og øresnegle i, men jeg tænkte bare, at sikkerheden var høj.
Sikkerheden var i top
Og sikkerheden var rigtignok høj, men det skyldtes, at to af tumlingerne i legelandet var kongelige og derfor under kraftigt opsyn af kongehusets livvagter.
Prins William og hertuginde Kates to arvinger tonsede nemlig rundt med Afflecks søn, Samuel.
– Jeg var den absolut sidste person, der fandt ud af, at prins George og prinsesse Charlotte legede med mit barn. Nu kan jeg en dag fortælle ham, at han blev smittet med influenza af Englands konge.
Ben Affleck har foruden Samuel også døtrene Violet på ti år og syvårige Seraphina fra forholdet med skuespillerinden Jennifer Garner, som han er separeret fra.
/ritzau/FOKUS