Céline Dion klar til koncert i København
Den canadiske sangerinde optrådte sidst i København i 2017 i en udsolgt Royal Arena.
Sangerinden Céline Dion giver 31. august 2020 igen koncert i København.
Det oplyser koncertarrangøren All Things Live i en pressemeddelelse.
Artiklen fortsætter under videoen
Sidst den canadiske sangerinde gæstede København var i 2017, og her blev koncerten udsolgt på få minutter.
Koncerten næste sommer vil ligesom i 2017 blive afholdt i Royal Arena.
Sangerinden lægger vejen forbi København som en del af en verdensturné, hvor hun besøger omkring 100 byer.
Anledningen til turnéen er Céline Dions kommende album “Courage”, der udkommer i november. Albummet er hendes første engelsksprogede i seks år.
Fem Grammy’er
Den 51-årige sangerinde har i sin 35-årige karriere modtaget adskillige priser. Blandt andet fem Grammy-priser og to Oscar-statuetter.
Hun står blandt andet bag hits som “Think Twice”, “It’s All Coming Back to Me Now”, “I’m Alive”, og “My Heart Will Go On”, der var temasang i den Oscar-vindende film “Titanic” fra 1997.
Céline Dion er født 30. marts 1968 i den canadiske by Charlamagne lidt uden for Montréal, og hun har udgivet flere album på fransk. Hendes seneste album med titlen ” Encore un soir” udkom i 2016 og var på fransk.
Billetsalget til koncerten åbner 4. oktober klokken 10. Billetterne koster fra 760 kroner plus gebyrer.