Chefmusefanger har jubilæum

Katten Larry har gennem ti år i premierministerboligen i London gnubbet sig op ad flere verdensledere

Katten Larry er Downing Street 10’s trofaste musefanger. Foto: Justin TALLIS/AFP
Offentliggjort Sidst opdateret

Det kan være svært at holde sig på toppen af politik i et helt årti men tilsyneladende ikke for katten Larry.

Mandag var det præcis ti år siden, at den stribede kat ankom til den britiske premierministerbolig i Downing Street 10 i London.

Artiklen fortsætter under vidoen


Den på det tidspunkt fire år gamle kat var adopteret fra Battersea Dogs & Cats og blev udvalgt på grund af dens angiveligt enestående evne til at fange mus.

Men Larry har siden hen skuffet en del på det punkt, selv om katten som den første nogensinde i boligen officielt fik tildelt titlen som chefmusefanger.

Har erobret briternes hjerter

Ifølge David Cameron, der var den første premierminister til at have Larry under sig, fangede den i de første måneder godt nok tre mus, men siden har den skuffet, fremgår det af hjemmesiden for Downing Street.

Til gengæld er den – ifølge hjemmesiden – gået lige ind i hjertet på den britiske befolkning, og den har også opbygget et venskabeligt forhold til pressen.

Ofte belønner fotografer, kamerafolk og journalister, som venter foran boligen, den med godbidder eller aer den.

En kat kan aflede bekymringer

Efter brexitafstemningen i juni 2016 forlod Cameron Downing Street, men Larry blev og har siden levet sammen med først Theresa May og nu Boris Johnson.

I et land af dyreelskere spiller en kat i Downing Street en vigtig rolle, mener historikeren Anthony Seldon.

– Det hjælper med at menneskeliggøre premierministeren, siger han og tilføjer, at i krisetider kan en kat i Downing Street være med til at aflede folks bekymringer.

Larry har gennem årene gnubbet sig op ad adskillige verdensledere på statsbesøg.

Mens Barack Obama aede den, så gik det lidt skævt, da Donald Trump var på besøg. Katten satte sig under den præsidentielle limousine og nægtede at flytte sig, da bilen skulle køre.

Powered by Labrador CMS