Chok-anklage mod skandaleprins

En kvinde har anklaget britiske prins Andrew for overgreb begået for mere end 20 år siden

Prins Andrew har fået søgsmål med misbrugsanklage
Prins Andrew har fået søgsmål med misbrugsanklage
Udgivet Opdateret

Den britiske prins Andrew er blevet præsenteret for de juridiske papirer i en amerikansk retssag anlagt af en kvinde, der anklager ham for at have misbrugt hende seksuelt, da hun var teenager.

Ifølge en erklæring indgivet i New Yorks sydlige distrikt blev søgsmålet leveret til prinsens hjem i Windsor, England, 27. august.

Det skriver nyhedsbureauet AFP fredag.

En talsperson fra prins Andrew afviser at kommentere historien over for AFP.

Ifølge mediet The Sun har der været flere forsøg på at forkynde søgsmålet over for prinsen. Blandt andet skulle det have været givet til en politibetjent, som skulle overdrage det.

Advokater vil afvise

Prinsens advokater vil ifølge mediet afvise, at han er blevet lovligt forkyndt.

Virginia Giuffre sagsøgte prins Andrew i sidste måned.

Hun anklager ham blandt andet for at have tvunget hende til sex i London.

Det skulle være sket hjemme hos Ghislaine Maxwell for mere end 20 år siden.

Maxwell er den nu afdøde finansmand Jeffrey Epsteins ekskæreste og mangeårige samarbejdspartner.

Solgt af Jeffrey Epstein

Hun sidder i øjeblikket fængslet i New York på anklager om, at hun skulle have hjulpet Epstein med at rekruttere og misbruge unge piger seksuelt.

Ifølge Virginia Giuffre blev hun som ung solgt til sex af Jeffrey Epstein.

Han tog sit eget liv i et fængsel i New York City i august 2019.

Det skete, da han ventede på at blive stillet for en dommer for beskyldninger om ulovlig menneskehandel og seksuelle overgreb mod mindreårige.

Anklagerne kunne have sendt ham i fængsel i op mod 45 år.

Prins Andrew er nummer otte i den britiske tronfølge

Herunder kan du blive klogere på prins Andrew:

* Prins Andrew blev født af dronning Elizabeth den 19. februar 1960. Han var på det tidspunkt dronningens tredje barn og anden søn.

* Han blev gjort til hertug af York, da han i 1986 blev gift med Sarah Ferguson, som fik titlen hertuginde af York.

* Parret fik to døtre – Beatrice, som blev født i 1988, og Eugenie fra 1990. I marts 1992 blev det offentliggjort, at parret skulle skilles.

* Prins Andrew tjente i den britiske flåde i 22 år og var blandt andet også i tjeneste under Falklandskrigen i 1982.

* Ved sin fødsel var prins Andrew nummer to i den britiske tronfølge. I dag er han nummer otte i tronfølgen.

* Den britiske prins Charles – dronning Elizabeths førstefødte søn – er arving til tronen. Efter ham følger prins William, prins George, prinsesse Charlotte, prins Louis, prins Harry, Archie (Harry og hertuginde Meghans søn), prins Andrew, prinsesse Beatrice og prinsesse Eugenie.

Kilde: AP, BBC.
Powered by Labrador CMS