CHOK: Bieber aflyser verdensturné
Justin Bieber aflyser resten af sin verdensturné. Sangeren John Mayer forsvarer Justin Bieber.
I mere end et år har popstjernen Justin Bieber turneret verden rundt med sit nyeste album “Purpose”.
Verdensturnéen skulle have fortsat frem til oktober, men mandag meddelte popidolet, at han har besluttet sig for at aflyse de resterende koncerter.
Støtte fra musikkolleger
Det har skuffet mange af Justin Biebers forventningsfulde fans, men nu får den canadiske sanger støtte og opbakning fra en af sine kendte musikkolleger.
På det sociale medie Twitter forsvarer verdensstjernen John Mayer, der er kendt for hits som “Your Body Is a Wonderland” og “Gravity”, sin unge kollegas beslutning.
– Når nogen aflyser de tilbageværende datoer på en turné, betyder det, at de ville have gjort reel skade på sig selv ved at fortsætte, tweeter han.
– Vi har mistet så mange store artister på det seneste. Jeg giver Justin Bieber tommelen op for at indse, at det var tid til at stoppe. Det burde I også, fortsætter John Mayer i et nyt tweet.
De sidste 14 optrædende er aflyst
Sorry-stjernen oplyste mandag aften dansk tid på sin hjemmeside, at han har besluttet sig for at aflyse de sidste 14 planlagte optrædener på verdensturnéen.
– På grund af uforudsete omstændigheder vil Justin Bieber aflyse resten af Purpose World Tour-koncerterne. Justin elsker sine fans, og han hader at skuffe dem. Han takker sine fans for den utrolige oplevelse under Purpose World Tour de seneste 18 måneder, fremgår det af meddelelsen og videre:
– Han er taknemmelig og beæret over at have delt den oplevelse med sit hold under mere end 150 succesfulde shows på seks kontinenter under turnéen. Men efter nøje overvejelser har han besluttet, at han ikke vil optræde på de resterende datoer.
Justin Bieber oplyste desuden, at billetter til de aflyste shows kan refunderes, hvor de er købt.
Se John Mayers tweets her:
/ritzau/FOKUS