Chok: Dansk rapper overrasker og går solo
Benjamin Hav, der er kendt fra duoen Benal, udkommer fredag med et soloalbum.
Sammen med makkeren Albert Wansch har den danske rapper Benjamin Hav væltet Danmark med numre som “Uh babe” og “Fri” og modtaget adskillige priser for deres musikalske kunnen.
Men det sidste halve år har den ene halvdel af den populære duo, der går under navnet Benal, været i studiet uden sin faste makker.
Artiklen fortsætter under videoen
Fredag udkommer Benjamin Hav nemlig med et soloalbum med titlen “Spice up your life”.
Det er ikke et farvel
Det betyder dog ikke, at han er færdig i duoen.
– Det her er ikke et farvel til Albert eller Benal. Det her er en nænsom bevægelse med hoften i en proppet elevator. Jeg har lavet dette soloalbum for endegyldigt at imødekomme min psykologs gentagne opfordringer om at gøre noget for lille Benjamin, siger rapperen i en pressemeddelelse.
– Benjamin har også følelser, men det er du ligeglad med. Du har nok i dig selv. Selvom vi alle ved at det jo umuligt kan være nok. Nu er det kun mig og kærligheden. Vi skal danse og være glade, og jeg har købt ti lange roser og en vandseng som et venligt kip med hatten til den virkelighed, de kalder “extreme succes”.
– Det her er mit forsøg på at blive elsket endnu mere end før, lyder det fra ham.
Benal har blandt andet modtaget prisen for Årets Danske Gruppe ved Danish Music Awards.