Chris Ankers kone åbner op

For første gang siden Chris Anker Sørensens dødsfald i lørdags sætter enken ord på den tragiske begivenhed

Michelle Moestrup Sørensen ses her modtage Chris Anker Sørensen efter 20. etape af Tour de France på Champs-Élysées i Paris i sommeren 2012. (Arkivfoto)
Michelle Moestrup Sørensen ses her modtage Chris Anker Sørensen efter 20. etape af Tour de France på Champs-Élysées i Paris i sommeren 2012. (Arkivfoto)
Offentliggjort Sidst opdateret

Det har ramt hele Chris Anker Sørensens familie som et chok, at han lørdag afgik ved døden efter en tragisk ulykke i Belgien.

Michelle Moestrup Sørensen, Chris Anker Sørensens enke, sætter i en pressemeddelelse ord på lørdagens tragiske dødsfald.

- Det var et helt ubegribeligt chok, der ramte hele vores familie, da min mand, Chris Anker Sørensen, i lørdags afgik ved døden i et meningsløst trafikuheld i Belgien.

- Sorgen og savnet er ubeskriveligt stort, og intet kan lindre den svære proces, vi nu skal igennem, lyder det fra Michelle Moestrup Sørensen.

Hun takker for den støtte, familien har modtaget fra alle.

Har rørt mange

- Alle de smukke ord om Chris, der nu strømmer ind fra nær og fjern, varmer os meget og hjælper i en forfærdelig svær tid.

- Han har rørt og begejstret mange med sin cykling, sine historier og sit varme, dejlige væsen. Det er tydeligt, at han har gjort en forskel og brændt sig fast i mange menneskers bevidsthed, forklarer hun.

Chris Anker Sørensen nåede som rytter at køre 12 grand tour-løb, herunder Tour de France fem gange.

Sluttede i 2018

Han kørte det meste af karrieren for Bjarne Riis' Saxo Bank-hold, inden han i 2016 kørte en sæson for franske Fortuneo-Vital og afsluttede tiden som aktiv med to år hos det danske Riwal-hold i 2017 og 2018.

Det var samtidig her, han indledte karrieren som tv-ekspert hos TV 2. I den rolle nåede han yderligere fem ture til Tour de France, inden en belgisk træningstur tog livet fra ham.

Nye oplysninger om Chris Anker Sørensens død

'Han kom kørende langs vejen på en cykelsti, og da han skulle krydse vejen, blev han ramt af en varevogn. Der er ikke noget, der tyder på, at føreren af varevognen har gjort noget ulovligt. Han har heller ikke været påvirket af hverken alkohol eller narkotika'

Sådan fortæller Fien Maddens, talsmand fra anklagemyndigheden i Brugge, til B.T. dagen efter Chris Anker Sørensens død, da han blev ramt af en varebil på Havenrandweg-Zuid i Zeebrugge i Belgien.

Senere slår hun fast at der var tale om 'en tragisk ulykke'.

Begik ikke fejl
Det var ved 13-tiden lokal tid Chris Anker Sørensen blev ramt af varebilen.

Efterfølgende blev en bilinspektør kaldt ud for at fastlægge årsagen til ulykken.

Politiet har efterfølgende ligeledes ifølge B.T. slået følgende fast:

'Bilinspektøren kunne konstatere, at føreren af varevognen ikke begik nogen fejl, som førte til ulykken. Cyklisten skal holde tilbage i krydset.'

Efterlader hustru og to børn
Han blev 37 år gammel og efterlader sig sin kone og to børn. Hans familie er blevet orienteret via politiet i Belgien og Danmark, lyder det.

TV 2 oplyser desuden, at stationens medarbejdere i Belgien er blevet tilbudt krisehjælp, og at de selv kan beslutte, hvorvidt de ønsker at blive i Belgien til cykel-VM eller tage hjem.

Chris Anker Sørensen kørte som professionel cykelrytter i adskillige år for Bjarne Riis' hold, der i de år både hed CSC, Saxo Bank og Tinkoff-Saxo.

null
Powered by Labrador CMS