Christina har kæmpe gæld: Spiller på mobil for mange tusinder

Christina knokler løs. Problemet er, at hun brænder mange flere penge af, end hun tjener. Nu er hun så havnet i Luksusfælden

Luksusfælden-Christina er en vaskeægte arbejdshest, men hun brænder meget mere af, end hun tjener. Foto: Nordic Entertainment Group
Offentliggjort Sidst opdateret

Tirsdag aften er det Christina, der bor i Allested-Vejle på Fyn, som har brug for eksperternes hjælp, når Luksusfælden ruller over skærmen.

Christina gambler nemlig med sine relationer, sit helbred og sin økonomi.

Forholdet til moren er betændt. Christina ønsker at gøre sig uafhængig af sin mor, Anne, men lige nu er det ikke muligt, da hun bor i hendes hus.

Hun har derfor en drøm om at købe huset af moren, når hun engang er gældfri.

Tjener 34.000 i måneden

Men det har lange udsigter at slippe af med gælden.

Christina arbejder 80 timer om ugen, men er ude af stand til at spare op eller betale sine kreditorer.

Samtidig låner hun penge af sin familie, til trods for at eksperterne afslører, at hun har næsten 34.000 udbetalt hver måned.

Da Luksusfældens eksperter, Sesilie Munk-Stenderup og Kenneth Hansen dissekerer Christinas økonomi, opdager de hurtigt, hvor en del af problemet ligger.

For hun elsker at spille mobilspil. Og det har på blot et år kostet hende over 10.000 kroner.

Gæld på halv million

Hun befinder sig i en ond cirkel, hvor hun arbejder solen sort, men også bruger alt hvad hun har og lidt til.

På blot fire år har Christina opbygget en gæld på langt over en halv million.

Christinas humør bliver dårligere og dårligere. Hun står på kanten af stress – noget der tidligere har været ved at invalidere hende.

Men samtidig skubber hun sin mor væk igen og igen.

Mor Anne vil gerne hjælpe, men vil Christina overhovedet hjælpes?

Powered by Labrador CMS