Cirkusprinsesse fejrer stor dag
Katja Schumann har været i cirkus hele sit liv. Hun debuterede på hesteryg i sin fars cirkus og rejste siden til New York. 16. september fylder hun 75 år
Den danske cirkusprinsesse Katja Schumann lever og ånder for cirkus. Hun fik debut som ballerina på hesteryg, da hun var ti år gammel i sin families cirkus - Cirkus Schumann.
Siden har hun begejstret cirkuspublikum verden over med sine kundskaber indenfor hestedressur, frihedsdressur og ridning. Den 16. september fylder hun 75 år, og hun er stadig i manegen.
I familien cirkus
Som datter af cirkusdirektør Max Schumann blev Katja Schumann født ind i rampelyset.
Indtil 1969 arbejdede hun i familiens cirkus, hvorefter hun rejste ud i verden. Her turnerede hun blandt andet med sin far og sin bror, Philip Schumann.
I næsten 20 år optrådte hun i Big Apple Circus i New York.
Vendte hjem
Hun var gift med cirkussets direktør, Paul Binder, og sammen fik de to børn, som også hjalp til i cirkusset.
Efter at parret gik fra hinanden i 2004, blev Katja Schumann knyttet til Circus Flora i den amerikanske delstat Missouri indtil 2007.
Hun vendte derefter hjem til Danmark, og sammen med sin partner, Jens Oluf Bøgh, også kaldt Luffe, åbnede hun i 2016 Cirkusgården, der ligger i Løkken.
Nordjylland var rart
- Efter at have drevet rundt i så lang tid længtes jeg på et tidspunkt efter mit eget sted. Jeg har rejst Danmark rundt med cirkus mange gange og indså, at Nordjylland er et rart sted at være, siger Katja Schumann til Ritzau.
Cirkusgården er en bondegård, et sæsoncirkus og et museum, der udstiller Schumann-familiens historie og artefakter.
Parret købte den forladte gård med huller i taget, uden vinduer og døre for at renovere den til en permanent cirkusbygning med maneger, lys og lyd.
Første kvinde nogensinde
I 2022 modtog den dengang 72-årige Katja Schumann som den første kvinde nogensinde Den Danske Cirkuspris.
Derudover har hun vundet den prestigefyldte La Dame du Cirque-pris i Monte Carlo og guld ved Circus World Championship i London i 1976.
Rejser stadig rundt
De seneste år har Katja Schumann "haft et kamera på nakken", som hun selv udtrykker det. Filmselskabet Dune Productions er nemlig ved at lave en dokumentar om hendes liv.
Med kameraet rejser hun rundt til forskellige mennesker, der har hjulpet hende på vej og været en mentor for hende. Efter planen skal dokumentaren udkomme om et år.
På sin runde fødselsdag skal Katja Schumann også på tur. Hun ved endnu ikke, hvor den går hen. Det er en overraskelse på dagen.
Kører ud i det blå
- Det moderne liv er så planlagt. Det er rart at kunne tage tandbørsten og bilnøglerne og så køre ud i det blå. Og når man ikke ved, hvor man skal hen, er der også lidt spænding i at se, hvor man havner.