Claes Bang åbner op og afslører hemmelighed

Claes Bang spiller blodtørstig greve i den nye serie "Dracula", og til rollen har han fået lavet hugtænder.

Offentliggjort Sidst opdateret

De kan købes i spøg og skæmt-butikker, man kan lave dem selv, og de findes endda i en sur slikvariant.

Grev Draculas hugtænder er berømte og berygtede og et helt særligt kendetegn ved den ikoniske figur.

Lige nu er den danske skuespiller Claes Bang aktuel med sin version af den blodtørstige karakter i miniserien “Dracula”, som Netflix og BBC One co-producerer.

Til rollen skulle han naturligvis også have et sæt tænder, men det var en indviklet affære.

– Vi fik lavet afstøbninger af vores hoveder, hvilket er super fedt, fordi man får dyppet sit hoved i noget flydende og derefter skal vente en halv time på, at det tørrer, joker Claes Bang.

– Så laver de en afstøbning af mine tænder også, og så bygger de faktisk hugtænder ud fra det. De er lavet som præcise kopier af mine egne tænder, men længere, forklarer han.

Følger efter legender

Dracula har været portrætteret et hav af gange og af mange forskellige skuespillere.

Både Gary Oldman og Christopher Lee har indtaget den legendariske rolle, og de ikoniske tænder har været både korte og en anelse gullige til lange og kridhvide.

Claes Bang er meget tilfreds med de hugtænder, det er lykkedes at skabe til ham.

– Man har taget mine tænder og gjort dem mere rovdyr-agtige, og jeg kan bedst lide, at de ikke er så hvide og så lange, som de har været i nogle af de ældre film, forklarer han.

Har man selv forsøgt sig med falske hugtænder til en Halloween-fest, vil man vide, at de kan være svære at have i munden, mens man taler.

For den 52-årige danske Dracula-skuespiller har det heldigvis ikke været et stort problem.

– Når man vænner sig til dem, er de ret nemme at have i, og man kan godt tale med dem i.

– Der er et lille problem med s’erne, men det arbejder vi rundt om, siger Claes Bang med et grin.

“Dracula” kan ses på Netflix.

Powered by Labrador CMS