Corona og kærlighed: De fik hinanden i 2020
Flere par - herunder statsminister Mette Frederiksen - giftede sig det forgangne år efter flere udsættelser.
Bryllupsklokkerne har bimlet blandt danske kendisser det forgangne år.
Et af årets nok mest omtalte bryllupper var mellem statsminister Mette Frederiksen og filmfotografen Bo Tengberg.
Artiklen fortsætter under videoen
Efter flere udsættelser sagde parret ja til hinanden i Magleby Kirke på Møn i sommer.
Blandt bryllupsgæsterne var Nationalmuseets direktør, Rane Willerslev, SF’s formand, Pia Olsen Dyhr, og finansminister Nicolai Wammen.
Brylluppet har været længe undervejs.
Parret mødte hinanden gennem fælles venner tilbage i 2014. I 2017 friede Bo Tengberg til Mette Frederiksen.
Det var ellers planen, at Mette Frederiksen og Bo Tengberg skulle havde giftet sig i sommeren 2019, men det blev udskudt grundet folketingsvalget og siden rykket, fordi der kom et EU-topmøde i vejen.
Men den 15. juli 2020 lykkedes det altså.
Efter at Mette Frederiksen blev statsminister, har Bo Tengberg enkelte gange optrådt i medierne.
Det skete blandt andet ved Mette Frederiksens første åbningstale i Folketinget samt ved partiets kongres i 2019, hvor en personlig videohilsen til den nyslåede statsminister blev vist på storskærm.
– Jeg er så stolt af dig, og vores unger er stolte af dig, sagde han.
Sammen har den 43-årige statsminister og hendes 56-årige gemal fem sammenbragte børn.
Medina
Efter en forlist forlovelse med modellen Sebastian Lund fandt popsangerinden Medina kærligheden igen i officeren Malo Chapsal.
Sidste forår faldt han på knæ, og i sommer giftede de to sig så, afslørede Medina efterfølgende på Instagram, hvor hun delte en række bryllupsbilleder.
– Sidste lørdag blev jeg gift med min drømmemand, skrev hun i midten af juni.
Faktisk mødte parret i sin tid hinanden ved et bryllup og kunne i sommer så holde deres helt eget.
Parret gemte også på en sød hemmelighed, for Medina var på det tidspunkt få måneder henne i sin graviditet. Snart bliver den 38-årige sangerinde og hendes ti år yngre ægtemand forældre til en lille dreng.
Jonatan Spang
Mens Medina selv afslørede sit bryllup efter noget tid, så var det årvågne seere, som opdagede Jonatan Spangs.
Mange spottede nemlig en ring på komikerens finger i DR-programmet “Tæt på sandheden”.
Og det var skam en vielsesring, bekræftede hans pr-manager, Annette Wigandt, efterfølgende over for Ekstra Bladet.
– Jeg kan med stor glæde bekræfte, at Jonatan i sommer er blevet gift med sit livs udkårne, Louise Ryberg, sagde hun til avisen.
Parret mødte hinanden i 2017 på Roskilde Festival, hvor de også kyssede første gang. Da de kom hjem fra festivalen, fortsatte de romancen.
Jonatan Spang har tidligere fortalt til BT, at han har fundet sig en helt særlig kvinde.
– Der er ingen tvivl om, at hun har rykket mig tættere på dét menneske, som jeg gerne vil være, har den 42-årige komiker tidligere sagt til mediet.
Tommy Kenter
I en alder af 70 år er den garvede skuespiller og entertainer Tommy Kenter blevet en gift mand.
Over for Ekstra Bladet bekræftede han i september, at han og hans 57-årige kæreste, den grafiske designer Janne Hiort, havde giftet sig efter tre års forhold.
– Janne og jeg nåede det lige inden den store lockdown. Det var heldigt. Festen blev holdt en uge før, og vi var 60 mennesker. Når man er blevet 70 år og skal giftes for første gang i sit liv, så skal man da have lidt ud af det, sagde skuespilleren efterfølgende til Ekstra Bladet.
Lotte Friis
Efter adskillige måneders udsættelse grundet coronapandemien fik den tidligere topsvømmer og nuværende radiovært Lotte Friis endelig sin forlovede, den otte år yngre Christoffer Schnack Ringø.
Det er præcis fire år siden, at parret mødte hinanden tilfældigt i metroen nytårsaften.
Det sagde “bang!” mellem de to og var kærlighed ved første blik, og i oktober kunne parret endelig forsegle forholdet.
Forsamlingsforbuddet betød, at der maksimalt måtte være 50 personer til bryllupsfesten.
10 trak sig selv, mens parret måtte trække 14 invitationer tilbage, fortalte Lotte Friis til Billed-Bladet.
Ifølge hende blev det dog mødt med stor forståelse.
Mikkel Hansen
Nok er Mikkel Hansen kåret som verdens bedste håndboldspiller, men det er uden for banen, at håndboldhugget har scoret den største sejr af alle.
I foråret giftede den 33-årige superstjerne sig med influenceren og stylisten Stephanie Gundelach.
For præcis to år siden blev parret forældre til sønnen Eddie Max, og i løbet af 2021 bliver han storebror, afslørede Stephanie Gundelach og Mikkel Hansen i december.