Coronafrygt får stor forestilling aflyst

"Den skaldede frisør - The musical" kommer ikke til at spille som planlagt i resten af marts måned.

Susanne Biers film Den Skaldede Frisør er nu blevet til en musical. Den spiller IKKE som planlagt. Arkivfoto: Scanpix
Offentliggjort Sidst opdateret

Den stjernespækkede danske musical “Den skaldede frisør”, som er baseret på Susanne Biers filmhit fra 2012, har knap nok haft premiere, før musicalen nu aflyses resten af marts. Det oplyser produktionsselskabet i en pressemeddelelse.

(Artiklen fortsætter under videoen)

– Beslutningen er truffet i ønsket om i videst muligt omfang at medvirke til at forhindre en yderligere spredning af coronavirus i Danmark. Alle forestillingens medvirkende står bag selskabets beslutning, lyder det i pressemeddelelsen.

One And Only Musical Teater oplyser samtidig, at alle musicalgæster, der bliver ramt af aflysningen, vil blive kontaktet direkte pr. mail.

April på plads

“Den skaldede frisør – The musical” skulle efter planen spille i København frem til den 17. april og derefter indtil den 17. maj i Aarhus.

De planlagte forestillinger i april er pt. ikke aflyst, men One And Only Musical Teater oplyser, at de følger udviklingen tæt og vil tage løbende bestik af myndighedernes anbefalinger.

Musicalen om den skaldede frisør Ida, som finder kærligheden til sin datters bryllup i Italien har blandt andre Niels Olsen, Xenia Lach-Nielsen, Maria Lucia, Silas Holst og Jakob Fauerby på rollelisten, mens Thomas Helmig har stået for musikken.

Powered by Labrador CMS