Coster-Waldau på tynd is: I kamp mod klimaforandringer

Den danske Hollywood-stjerne har været i Grønland med Google Maps for at dokumentere klimaforandringerne.

Nikolaj Coster-Waldau betragter Grønland som sit andet hjem. Foto: MIKE BLAKE/Scanpix.
Offentliggjort Sidst opdateret

2016 satte endnu en skræmmende varmerekord. Polerne smelter, havene stiger, og den globale opvarmning påvirker verden generelt og de arktiske lande i særdeleshed.

Grønland har en helt særlig plads i hjertet hos Nikolaj Coster-Waldau, der siden 1998 har været gift med den grønlandskfødte sanger- og skuespillerinde Nukâka Coster-Waldau.

Den danske Hollywood-stjerne arbejder på hele kloden, men det er Grønland, som han i dag betragter som sit andet hjem.

Derfor begræder “Game of Thrones”-stjernen at se det snedækkede landskab smelte.

Det har fået skuespilleren til at indgå et samarbejde med Google Maps’ Street View-team om at vise konsekvenserne af klimaændringerne i Grønland.

– Jeg håber, at muligheden for at se Grønland i panoramabilleder på telefonen vil få folk til at forelske sig i den unikke grønlandske natur, som jeg har gjort det, siger Nikolaj Coster-Waldau i en pressemeddelelse.

Taget billeder af sine ynglingssteder

Sammen med Google Maps har stjerneskuespilleren taget billeder af sine yndlingssteder i Grønland: den lille landsby Igaliku, øen Uunartoq og den “majestætiske” Qooroq Fjord, som er lige så fascinerende, som den desværre også er blevet foruroligende.

– I Grønland findes den næststørste iskappe i verden, men den smelter med stadig større hastighed. Smeltevandet skader vigtige kystnære økosystemer, den lokale mad- drikkevandsforsyning og er en medvirkende faktor til den stigende vandstand i verdenshavene, siger den 46-årige filmstjerne.

Derfor håber han, at billederne øger folks bevidsthed, inden klimaforandringerne æder Grønland op.

– Gletsjere smuldrer, og steder, som engang var dækket af is, er nu åbent land. Hvis ikke vi gør noget ved klimaændringerne, vil landskabet være uigenkendelig fra det, man ser i dag, advarer Coster-Waldau.

/ritzau/FOKUS

Powered by Labrador CMS