Countrydronningen er still going strong

Emmylou Harris fylder 75 år. Hun er stadig aktiv på scenerne, og hun har rigeligt med gamle numre at spille. Hun har udgivet musik siden 1969

Countrysangerinden Emmylou Harris fylder den 2. april 75. (Arkivfoto).
Countrysangerinden Emmylou Harris fylder den 2. april 75. (Arkivfoto).
Udgivet Opdateret

De fik sig en overraskelse, publikummerne på spillestedet Haystack Farm i Californien den 19. september i fjor.

For helt uanmeldt dukkede superstjernen Emmylou Harris op på scenen med sit band, og så stod den ellers på evergreens inden for countrymusikken.

- Hvad sker der med mig?, sagde hun på et tidspunkt med et grin til publikum, skrev avisen Sonoma News.

Da var hun flere gange snublet i sine tekster.

Fylder 75

Men folk var glade for noget levende musik under coronaen, og ingen kan fortænke Emmylou Harris i at glemme et par ord her og der, når man ser på hendes store bagkatalog.

Og det kan vel heller ikke afvises, at tidens gang også spiller ind. Den 2. april fylder hun 75.

Fødselaren har nok af numre at tage af, når hun går på scenen. Hun har udgivet 26 studioalbums siden 1969 og mange singler.

Det er desuden blevet til albums med andre kunstnere, blandt andre Mark Knopfler, og livealbums.

Senest udkom livealbummet "Ramble in Music City" i efteråret 2021.

Det var ikke en ny koncert, men en 30 år gammel optagelse, der blev udgivet.

Kommer fra militærfamilie

Emmylou Harris har ikke fået countrymusikken med hjemmefra.

Hun blev født ind i en militærfamilie, hvor musikken ikke flød i blodet hos forældrene.

Men hun havde talent, og hun fik et legat til at studere drama og musik på universitet, hvor hun for alvor begyndte at lære at spille guitar.

Derfor forlod hun universitetet i North Carolina for at flytte til New York i håb om at få en karriere inden for musikken.

Første album i 1969

Karrieren var da også inden for rækkevidde, da hun i 1969 udgav sit første album. Desværre gik pladeselskabet konkurs.

Ægteskabet med musikeren Tom Slocum forliste også.

Efter nogle år fandt hun endelig musikalsk fodfæste sammen med produceren Brian Ahern. Med ham skabte hun i 1975 "Pieces of the Sky", der endte med at blive det dyreste countryalbum, der var blevet produceret på daværende tidspunkt.

Grammyvinder i 1976

Hun vandt sin første Grammy i 1976 for sit andet album, "Elite Hotel". Samme år var hun med på album af både Bob Dylan og Neil Young.

Emmylou Harris er blevet kaldt for en af de helt store stemmer inden for countrymusikken, og hun har ikke været bange for at flirte med andre stilarter.

Det gælder folk og bluegrass.

Bruger stemmen

I 1990'erne begyndte Emmylou Harris for alvor at bruge sin stemme på at promovere feminisme i musikbilledet.

Siden 1999 har hun desuden været med til at arrangere en årlig turné med titlen "Koncerter for en verden fri for landminer", ligesom hun er et aktivt medlem af dyrerettighedsorganisationen PETA.

I efteråret 2021 var hun aktiv i støtten til afghanske flygtninge.

Powered by Labrador CMS