DAD aflyser koncerter efter dødelig sygdom
Det danske rockband aflyser en række koncerter, da faren til Jesper og Jacob Binzer er dødeligt syg.

Det danske rockband DAD skulle have spillet en række koncerter på et amerikansk krydstogtskib i den kommende uge – krydstogtet Monsters Of Rock, M.O.R.
Sådan kommer det dog ikke til at blive. De danske rockveteraner er nemlig nødt til at aflyse, skriver de på deres hjemmeside dad.dk.
– Jesper og Jacobs (Binzer, red.) far er dødeligt syg, og de kan derfor desværre ikke forlade Danmark lige nu, skriver bandet:
– Vi er meget kede af, at vi er nødt til at aflyse i sidste øjeblik, men vi skal nok gøre det godt igen på næste års krydstogt, lover bandet.
Til Ekstra Bladet uddyber forsanger Jesper Binzer kort:
– Vi er på hospice, og vi holder hånd i døgndrift. Vi prøver bare at være der for ham. Mere er der faktisk ikke at sige lige nu, siger Jesper Binzer til Ekstra Bladet.