Daniel vil ikke have medlidenhed

Paraatleten Daniel Wagner Jørgensen, der bærer en benprotese, vil gerne vise, at hvis han kan danse, så kan alle danse

Udgivet Opdateret

For første gang i sine 19. sæsoner er en paraatlet på gulvet i den danske udgave af "Vild med dans".

Det er længdespringeren Daniel Wagner Jørgensen, der mistede sit ben i en gymnastikulykke som 14-årig og nu bærer en protese.

Faktisk er han blevet spurgt før, om han ville være med i den populære dansedyst. Men det er først i år, at det har kunnet lade sig gøre kalendermæssigt.

- Jeg kan godt lide at kaste mig ud i udfordringer, og "Vild med dans" er en kæmpe udfordring for mig personligt, siger Daniel Wagner Jørgensen og fortsætter:

- Jeg vil også gerne vise, at man godt kan kaste sig ud i nogle udfordringer, selv om man har et fysisk handicap. Jeg vil gerne vise, at alt ikke behøver at være perfekt. Jeg falder også tilbage på, at dans er en udtryksform, så det skal nok blive godt alligevel.

Der er ingen risiko for, at benprotesen ryger af, lyder det fra Daniel Wagner Jørgensen. - Jeg har heldigvis en rigtig god bandagist, som har lavet et hylster til protesen, der sidder rigtigt godt fast. Hvis det ryger af, er det med vilje, siger han med et grin. (Arkivfoto).

Nogle udfordringer

Benprotesten gør Daniel Wagner Jørgensen i stand til at gå, stå og løbe som to normalt fungerende ben. Men den har nogle udfordringer i forhold til de positioner, han skal ud i inden for danseverdenen.

- Jeg er overbens-amputeret, så dansen er nok lidt mere stift i det, for jeg kan ikke komme op på tæerne på samme måde som de andre deltagere. Men det håber jeg, folk er klar på at tage imod, lyder det fra Daniel Wagner Jørgensen, inden han tilføjer:

- Min deltagelse er jeg meget, meget skarp på. Jeg er ikke gået ind i det her for at få medlidenhed. Det er faktisk det totalt modsatte. Jeg gør det, fordi jeg gerne vil bruge parasporten til at løfte og inspirere. Det gælder selvfølgelig både dem med et handicap, men jeg vil også gerne inspirere folk, der har to ben.

Daniel Wagner Jørgensen har den dobbelte Vild med dans-vinder Asta Björk som sin professionelle partner. (Arkivfoto).
Daniel Wagner Jørgensen har den dobbelte Vild med dans-vinder Asta Björk som sin professionelle partner. (Arkivfoto).

Asta Björk som partner

Daniel Wagner Jørgensen har fået den dobbelte Vild med dans-vinder Asta Björk som sin professionelle partner, og de laver koreografien sammen.

Man går for eksempel aldrig baglæns med en protese normalt. Men det må man kaste sig ud i for at mestre trinnene i "Vild med dans".

- Asta er også ved at lære, hvordan jeg bevæger mig. Men i stedet for at snakke for meget om tingene kaster vi os ud i det. Jeg bliver også endnu mere nervøs og usikker, hvis vi snakker for meget om noget, jeg slet ikke ved, om jeg kan eller ikke kan.

- Det er en læringsproces, og vi bliver hele tiden klogere. Det er en superfed opgave med masser af udfordringer. Men vi skal nok løse dem, siger Daniel Wagner Jørgensen.

"Vild med dans" sendes fredag aften klokken 20.00 på TV 2.

- Jeg gik ind til det her uden at vide ret meget om dans. Jeg var faktisk overrasket over, at jeg overhovedet kunne lave grundtrinnene i valsen, siger Daniel Wagner Jørgensen. (Arkivfoto).
- Jeg gik ind til det her uden at vide ret meget om dans. Jeg var faktisk overrasket over, at jeg overhovedet kunne lave grundtrinnene i valsen, siger Daniel Wagner Jørgensen. (Arkivfoto).
Powered by Labrador CMS