Danmarks rigeste: Lego-arving køber grund her
Sofie Kirk Kristiansen køber grund i Mærsk-kvarter.
Holch Povlsen, Clausen, Kasprzak, Larsen, Mærsk, Kirk Kristiansen.
Bag efternavnene gemmer der sig et udvalg af landets rigeste familier.
De familier, der er synonyme med virksomheder som Bestseller, Danfoss, Ecco, Jysk, Mærsk og Lego.
Ofte residerer familiernes medlemmer i godser eller strandvejsvillaer, men nu rykker den ældste datter i Lego-dynastiet, Sofie Kirk Kristiansen, måske ind i Mærsk Mc-Kinney Møllers tidligere territorium.
Det skriver Boliga Kendte.
Samme vej som Mærsk
For på samme vej, som den danske skibsreder boede fra slutningen af firserne og frem til sin død, har Lego-arvingen investeret i en grund.
Og det bliver kun fantasien, der sætter grænser for, hvad der kan bygges der.
Der er nemlig ikke registreret nogen ejendomme på Sofie Kirk Kristiansens nye byggeplads i det eksklusive Mosehøj-kvarter i nordsjællandske Charlottenlund.
Og når det kommer til boligmarkedet, er “eksklusivt” ofte at finde samme sted i prismanualen som “dyrt”.
Det gør sig også gældende for Lego-arvingens indkøb. Handlen er nemlig tinglyst med en pris på 13 millioner kroner.
Jysk gods og ejendom i naboområdet
Sofie Kirk-Kristiansen ejer i forvejen en stor ejendom i nabo-postnummeret Klampenborg, ligesom hun efter skilsmissen fra sin mand, Christopher Kiær Thomsen, overtog deres nybyggede gods på Klelund Plantage sydvest for Billund.
For et par år siden var der også grunde til salg i Mosehøj-området.
Dengang var det ifølge Boliga Kendte de grunde, som Mærsk Mc-Kinney Møller havde opkøbt gennem sine mere end 20 år i området.
Efter hans død solgte boet grundene og hans villa. Sidstnævnte blev købt af seks personer med henblik på at rive huset ned og opføre tre nye af slagsen.