Dansedarling: Klar til de voksnes rækker
Skuespillerinden Stephania Potalivo starter snart et nyt kapitel af sit liv, der står på flytning, filmjob og forelskelse.
Stephania Potalivo suser af sted på en bølge af succes, og nu står den på endnu flere eventyr for seriesilden.
Den 29-årige “Sjit Happens”-stjerne scorede en flot andenplads under den seneste sæson af “Vild med dans”, har flere skuespiljob på plakaten, fandt kærligheden i den 37-årige forretningsmand Nils Petter Bro og er nu klar til endnu et nyt kapitel.
– Bamserne er gemt kun lidt væk, og jeg træder snart ind i de voksnes rækker! Jeg har lige skrevet under på kontrakt til ny lejlighed, og jeg glæder mig meget, skriver Potalivo, der har tagget Nils Petter Bro i opslaget, og tilføjer:
– Godt du er en rummelig, tålmodig og rolig mand, lyder det videre fra “Vild med dans”-darlingen til billedet, hvor hun sidder storsmilende på en sofa med en kontrakt foran sig og de førnævnte bamser i baggrunden.
Afslører ikke om parret flytter sammen
Potalivo afslører ikke, om hun fremover skal dele matrikel og morgenkaffe med Nils Petter Bro, der er medejer af de populære Madklubben-restauranter.
Parret viste kærligheden frem på Instagram for første gang tilbage i marts, og det danske kendispar har for nylig været i byernes by, Paris, sammen.
– I min yndlingsby med mit yndlingsmenneske, skrev bøfkongen til et kyssebillede af de to for en måneds tid siden.
Deler flittigt kysse-billeder
Også Potalivo har flittigt delt billeder af sin forårsforelskelse.
– Ved godt kysse-kærestebilleder hurtigt bliver irriterende – men det er kun et lille møs, og jeg føler mig bare som en meget heldig dame, har seriesilden tidligere skrevet på Instagram.
Stephania Potalivo kan fra 6. oktober ses i de danske biografer, når “Klassefesten 3: Dåben” får premiere. Her spiller hun over for den folkekære trio Anders W. Berthelsen, Troels Lyby og Nicolaj Kopernikus.
Se det nye billede her:
Og de andre her:
/ritzau/FOKUS