Dansk 90’er-stjerne fortrængte sine mest succesfulde år
Julie Rugaard hittede i 90'erne som Blå Øjne, men på grund af dårlige minder har hun fortrængt sine succesår.
Mange kan nok huske den blåøjede blondine, der i slutningen af 90’erne toppede de danske hitlister med sange som “Romeo og Julie” og “Fiskene i Havet”. Under kunstnernavnet Blå Øjne havde Julie Rugaard travlt med at turnere landet rundt og smile til kameraerne.
Men så snart de blev slukket, var der knap så mange smil at se hos sangerinden dengang.
– Jeg syntes ikke, at det var sjovt. Jeg blev syg, vejede 48 kilo og fik angst. Det var for hårdt for mig, fortæller hun, og fortsætter:
– Der var ofte seks koncerter på 36 timer. Journalister mig her og autografskrivning mig der. Der var aldrig ro omkring mig. Det var frygteligt.
Så frygteligt, at hun i starten af 00’erne trak stikket og forsvandt fra rampelyset.
Derfor sagde hun også først nej, da arrangørerne bag koncertkaravanen “Vi elsker 90’erne” kontaktede hende.
– Jeg havde fortrængt alle minderne, så jeg havde jo ikke lyst til at komme tilbage til den tid og huske på alle de ting, der var sket, siger hun.
Efter mange overvejelser takkede hun dog ja til at synge sine sange igen.
Det endte med at være den bedste beslutning, hun længe har taget, fortæller hun.
– Det er først efter koncerterne i forbindelse med “Vi elsker 90’erne”, at den periode af mit liv er fyldt med gode minder.
For når hun står på scenen og oplever publikums glæde over at høre Blå Øjne, bliver hendes triste minder erstattet af publikums gode.
– Det er en kæmpe gave at få lov til at blive glad for den del af mit liv. Pludselig rummer den periode så meget mere end mine egne minder, fordi andres minder er så gode. Det er virkelig en gave. På en eller anden måde har den tid tjent et formål, der var større end mig selv, afslutter Blå Øjne.
I dag arbejder Julie Rugaard som radiovært på Radio24syv og er redaktør for Go’ Aften Danmark. Til december bliver hun desuden mor til sit andet barn.
/ritzau/FOKUS