Dansk festival fuldender sommerens program
Den aarhusianske musikfestival Northside har tirsdag afsløret sit endelige program.
Aarhusianske Northside har tirsdag formiddag præsenteret sit samlede program for årets festival, og blandt festivalens sidste afsløringer er store musikalske navne som N.E.R.D og The War on Drugs.
Det afslører festivalen i en pressemeddelelse.
17 navne
I alt fuldender Northside sin plakat med 17 nye navne, som også tæller danske Gilli/Kesi, Kellermensch og amerikanske Earl Sweatshirt.
– Vi er meget stolte over det program, der er blevet sammensat til dette års festival, siger John Fogde, talsmand for Northside, i meddelelsen og fortsætter:
– Selv om der allerede var en masse store navne på plakaten, så er det jo skønt også lige at kunne slutte af med at tilføje både N.E.R.D og The War on Drugs her til sidst.
Også navne som Marvelous Mosell, Rival Sons og Body Count feat. Ice-T er føjet til sommerens musikalske program.
– Derudover bliver det helt sikkert også vildt, når rapikonet Ice-T møder op med sit metalband Body Count, og så er vi også virkelig glade for, at Earl Sweatshirt endelig er klar til at give en erstatningskoncert efter aflysningen i 2015, lyder det i meddelelsen.
Northside finder sted i dagene 7. til 9. juni i Aarhus.
På årets plakat er også navne som Björk, Diplo, C.V. Jørgensen, Dizzy Mizz Lizzy, Father John Misty, Liam Gallagher og Queens of the Stone Age.
/ritzau/