Dansk film udtaget til Cannes

"Norwegian Offspring" er udtaget til Filmfestivalen i Cannes. Instruktøren gik undercover i sexindustrien som research til filmen

Udgivet Opdateret

Dannebrog bliver alligevel repræsenteret til Filmfestivalen i Cannes.

"Norwegian Offspring" er eneste danske film på den prestigefyldte filmfestival i år. 

Dels får filmen verdenspremiere på Filmfestivalen i Cannes, og så er den udtaget i sideprogrammet La Cinef, der er dedikeret nye, unge filmtalenter.

Her skal den konkurrere om hovedprisen på 15.000 euro. Et beløb svarende til mere end 110.000 kroner.

'Norwegian Offspring' handler om Stein, der lever en isoleret tilværelse. Han er besat af teorier om det moderne samfunds systematiske undertrykkelse af mandens seksualitet og ønsker mere end noget andet at opfylde sit menneskelige formål: at reproducere sig selv. (PR-foto).
"Norwegian Offspring" handler om Stein, der lever en isoleret tilværelse. Han er besat af teorier om det moderne samfunds systematiske undertrykkelse af mandens seksualitet og ønsker mere end noget andet at opfylde sit menneskelige formål: at reproducere sig selv. (PR-foto).

"Norwegian Offspring" er en afgangsfilm på 45 minutter fra Den Danske Filmskole og er instrueret af norske Marlene Emilie Lyngstad, skrevet af danske Emilie Koefoed Larsen og produceret af Carl Osbæck Adelkilde.

Absurd, fiktivt drama

"Norwegian Offspring" bliver beskrevet som et absurd fiktivt drama lavet i tæt kontakt med virkeligheden. Instruktøren faldt over en antifeministisk blog, og hun lærte manden bag at kende gennem forskellige iscenesatte improvisationer, hvor hun spillede hans date. 

På den måde endte han med at blive omdrejningspunktet for "Norwegian Offspring".

- Jeg ser en stor værdi i et samfund, hvor enkeltmennesket har en større tolerance for tvetydige følelser. Udviklingen af vores film indebar derfor blandt andet, at jeg har været undercoverkunde i diverse af Europas sexdukkebordeller, siger Marlene Emilie Lyngstad i en pressemeddelelse.

En isoleret tilværelse 

"Norwegian Offspring" handler om Stein, der lever en isoleret tilværelse. Han er besat af teorier om det moderne samfunds systematiske undertrykkelse af mandens seksualitet og ønsker mere end noget andet at opfylde sit menneskelige formål: at reproducere sig selv.

Da hans mor bliver fundet død i København, står han tilbage uforløst. 

Nærmere det menneskelige 

Dette fører ham ud i en hvileløs nat i den seksuelle underverden, hvor han gennem tre møder med forskellige kvinder bevæger sig længere væk fra sit biologiske udgangspunkt, men måske nærmere det menneskelige, lyder det om filmen.

"Norwegian Offspring" har verdenspremiere på Filmfestivalen i Cannes 25. maj.

Filmfestivalen i Cannes afholdes for 76. gang og finder i år sted fra 16. til 27. maj.

CANNES

Cannes er en fransk by beliggende i den sydlige del af landet, ved den franske Riviera. Byen har ca. 70.000 indbyggere, men huser langt flere om sommeren, da mange hundredtusinde mennesker gerne holder ferie dér.

Cannes er især kendt for sin årlige filmfestival, der hvert år i maj tiltrækker store stjerner inden for filmens verden. Danske film har flere gange fejret store triumfer på festivalen, hvor hovedprisen hedder Palme d'Or – Den Gyldne Palme.

Den danske kong Christian 10. var æresborger i Cannes, og hans statue kan stadig ses på et lille torv tæt på vandet.

Kilde: Wikipedia
Powered by Labrador CMS