Dansk film vinder publikumspris på prestigefestival i USA

"Den skyldige" løber med publikumsprisen for internationale film på Sundance Film Festival i USA.

Den danske film “Den Skyldige” eller på engelsk “The Guilty” vinder pris på den prestigefulde filmfestival Sundance i USA. Bag filmen står instruktør Gustav Möller, producer Lina Flindt og manuskriptforfatter Emil Albertsen fra Nordisk films talentprogram kaldet Spring. Foto: Scanpix/Mathias Bojesen (Arkivfoto)
Offentliggjort Sidst opdateret

Den danske film “Den skyldige” har vundet publikumsprisen for internationale film på den prestigefyldte Sundance Film Festival i Utah i USA.

Det oplyser festivalen på sin hjemmeside natten til søndag dansk tid.

Filmen, der på engelsk har titlen “The Guilty”, er instrueret af Gustav Möller.

– Dette var vores første film, og jeg troede ikke, at nogen ville se denne film, da vi begyndte. Tak til Sundance, sagde Gustav Möller blandt andet i sin takketale.

“Den skyldige” har den prisvindende skuespiller Jakob Cedergren i hovedrollen. Filmen handler om en politibetjent, der besvarer et alarmopkald fra en kidnappet kvinde. Forbindelsen bliver afbrudt, og jagten efter kvinden og kidnapperen starter.

En anden dansk film, “Holiday”, var også indstillet i konkurrencen for internationale spillefilm, World Cinema Dramatic Competition.

Første gang Danmark havde to film med

I alt dystede 12 film kategorien. I år var første gang, at Danmark havde to film med.

– Det er en cadeau til dansk film, at to så skarpe og kompromisløse spillefilmdebuter er sluppet igennem nåleøjet til en af verdens mest respekterede festivaler, har Claus Ladegaard, der er konstitueret direktør for Det Danske Filminstitut (DFI), tidligere sagt.

Sundance Film Festival er grundlagt af Hollywood-skuespilleren Robert Redford.

Festivalen anses ifølge DFI for at være et af de vigtigste udstillingsvinduer for europæisk filmkunst over for det nordamerikanske marked.

Dansk film har tidligere vundet to priser i World Cinema Dramatic Competition.

Susanne Bier modtog publikumsprisen for “Brødre” i 2005. I 2012 vandt Mads Matthiesen prisen for bedste instruktør for filmen “10 timer til paradis”

/ritzau/

Powered by Labrador CMS