Dansk forfatter snydt så det driver
En bogtyv udgav sig for at være forfatter Dorthe Nors
Den danske forfatter Dorthe Nors har fået stjålet sit manuskript til en kommende roman af en bogtyv på internettet.
Det skriver forfatteren selv i et opslag på Facebook.
Flere gange har en person forsøgt at udgive sig for at være både Dorthe Nors selv og forfatterens agent.
- Det viser sig, at der er en ny bogtyv på spil i Skandinavien. I en lille uge forsøgte tyven at få fat i manuskriptet, inden det lykkedes, skriver Dorthe Nors i opslaget.
Mistænkte og anmeldte
Med falske mails har personen forsøgt at få tilsendt manuskriptet til forfatterens kommende roman "Spænd", der efter planen udkommer til januar.
Først fik Dorthe Nors selv en mail fra bogtyven. Hun blev mistænksom og anmeldte i stedet phishing-forsøget til politiet.
En ny mail landede dog senere hos en af forfatterens samarbejdspartnere, der ikke opdagede svindelnummeret.
I stedet lykkedes det bogtyven at få tilsendt manuskriptet til den upublicerede bog.
Koster indtægter
- Det er klart, at jeg gik i panik bagefter. Jeg skal leve af romanen. Det er mit arbejde, ikke min hobby, at skrive litteratur. Hvad nu hvis dette koster mig mine indtægter for de næste år?, skriver Dorthe Nors videre.
Ifølge forfatteren har en række folk i bogbranchen forsikret hende om, at det ikke før har haft økonomiske konsekvenser for en forfatter, når et manuskript er blevet stjålet.
Også på spil i Sverige
Dorthe Nors har kendskab til, at det ikke er første gang, at bogtyven har fået tilsendt et manuskript.
Hun skriver desuden, at personen "har været på spil i Sverige på det sidste".
Dorthe Nors’ værker har været nomineret til en række danske og internationale priser.
I 2022 modtog hun Blixenprisen for bogen "En linje i verden".