Dansk forfatter: Vil være mere som bøgerne
Krimiforfatter Lone Theils vil på nogle punkter gerne være lidt mere som sin hovedperson, Nora Sand.
Hvor meget minder dig og din hovedperson om hinanden?
Det er et spørgsmål, som de fleste krimiforfattere bliver stillet mange gange i løbet af deres karriere, og for Lone Theils er det ikke synderligt svært at svare på.
Den 48-årige journalist og forfatter arbejder lige nu på sin fjerde bog om den kickboksende London-korrespondent Nora Sand, og hun minder på mange måder om forfatteren selv.
– Der er mange lighedspunkter mellem os. Vi har begge arbejdet som korrespondent, vi er begge glade for kickboksning og Billie Holiday, og så er vi stædige og kan ikke helt finde ud af at adskille fritid og arbejde. Det har jeg altid haft problemer med, fortæller Lone Theils.
Før hun blev fuldtidsforfatter, arbejdede hun i 16 år som korrespondent i London for blandt andet Politiken og Berlingske.
Men Lone Theils havde lyst til at forfølge en gammel drøm om at skrive krimier, og i 2015 debuterede hun med “Pigerne fra Englandsbåden”, som er første bog i serien om Nora Sand.
Skiftede til makabert spor
Bogen blev en stor succes herhjemme og er siden blevet solgt til udlandet, og Lone Theils besluttede sig for at sige sit job som korrespondent op, flytte hjem til Danmark og hellige sig livet som krimiforfatter.
I stedet for at researche journalistiske historier om storpolitik, ringer hun nu til retsmedicinere for at høre, hvor lang tid et afhugget hoved potentielt kan ligge i en garage, før det begynder at lugte.
Eller hun ringer til eksperter, der kan fortælle hende, hvordan en psykopat typisk ville reagere i forskellige situationer.
Derudover bruger Lone Theils rigtig meget tid i selskab med sin hovedperson Nora Sand for at blive klogere på, hvem hun er, og hvor hun skal hen – og på trods af de åbenlyse ligheder mellem de to kvinder, er der også markante forskelle.
For eksempel når det kommer til at håndtere farlige situationer.
– Da jeg skabte Nora Sand, tænkte jeg, at det kunne være fedt at have en kvindelig helt, der kunne slå fra sig. I nordiske krimier synes jeg ofte, at kvinderne er kloge, smukke og eftertænksomme, men når de kommer i en voldelig situation, kommer der ofte en mand med en stor pistol og redder dem.
– Så jeg ville gerne skabe en kvinde, der kunne redde sig selv og ikke var bleg for at bruge kickboksning i en snæver vending.
Har selv kickbokset
Lone Theils har selv kickbokset i 14 år, men i modsætning til Nora Sand ved hun ikke, hvordan hun ville reagere, hvis hun pludselig blev overfaldet.
– Nora Sand ville være angrebsklar på tre mikrosekunder, hvor jeg nok selv ville være lidt nervøs i øjeblikket. Så der er en markant forskel, siger hun.
Lone Theils’ hovedperson er også generelt mere konsekvent i sine handlinger, end hun selv er.
– Nora handler ikke altid hensigtsmæssigt, når det gælder hendes sikkerhed eller hendes følelsesliv og relationer. Hvis noget er svært for hende at håndtere, er hun hurtig til at skride. Hun prøver ikke at løse det, hun er bare væk, siger hun.
En bedre spejling af sig selv
Det karaktertræk har fået Lone Theils til at tænke over, hvordan hun selv er.
– Min gudsøn er meget klog, han spurgte mig på et tidspunkt, hvad jeg ville sige til Nora Sand, hvis jeg skulle give hende et godt råd. Jeg sagde, at jeg synes, hun skulle prøve at være mere tålmodig med andre mennesker.
– Bagefter spurgte han, hvad jeg troede, Nora Sand ville sige til mig. Og jeg tror, hun ville sige, at jeg skulle være mindre tålmodig med andre mennesker. Så på den måde trækker jeg hende nok i en retning med nogle ting, som jeg ville ønske, jeg selv kunne gøre bedre.
– Man kommer til at se nogle ting ved sig selv ved at skrive en karakter, der ligger så tæt på en selv. Jeg kender hende så godt, at hun er inde i mig, men hun er ikke mig. Jeg ved, hvordan hun reagerer, og når jeg bliver irriteret på hende, bliver jeg nødt til at spørge mig selv, hvorfor jeg bliver irriteret på hende. Det gør, at man lærer sig selv bedre at kende, siger Lone Theils.
Lone Theils’ fjerde bog i serien om Nora Sand får titlen “Stilleleg” og udkommer efter planen i efteråret 2019.