Dansk hitband afslører: Var kærester med den samme

Festivaler betyder noget særligt for Alphabeat. Her mødte to af fyrene hinanden for første gang, og siden har bandet spillet med Amy Winehouse som publikum.

Alphabeat ved Danish Music Awards i Royal Arena lørdag den 28. november 2020. (Foto: Martin Sylvest)
Offentliggjort Sidst opdateret

Popbandet Alphabeat, som står bag denne EM-slutrundes slagsang, kan om nogen sætte gang i en fest fra scenen med deres danseglade og fængende hits som “Fascination” og “Shadows”.

De har været vant til at turnere på diverse festivaler og havde 27 af slagsen i kalenderen, indtil corona stak en kæp i festivalplanerne.

Derfor får de ikke den afskedssalut på de danske festivaler, de havde håbet, men der venter dog en koncertturné til efteråret, inden de efterfølgende går på planlagt pause.

Kærlighed til festivallivet

Bandet har da også en både professionel og personlig lang historie med festivalerne.

Hvad er jeres yndlingsfestival?

– Jeg har noget særligt for Smukfest. Jeg er vokset op i Ry lige ved siden af, så det var der, jeg fik lov at ligge i telt for første gang med mine venner, ikke skulle komme hjem på et særligt tidspunkt og have alle de første koncertoplevelser midt i bøgeskoven. Det er et fantastisk sted, man virkelig ser frem til at komme – også for at spille, siger forsanger Stine Bramsen.

– Af fuldstændig samme årsager vil jeg sige Hinge Søstival, siger guitarist Anders Bønlykke.

– Vi (forsanger Anders SG og guitarist Anders Bønlykke, red.) mødte hinanden på Hinge Søstival, før vi spillede i band sammen, fordi vi havde været kærester med den samme pige. Så hviskede folk lidt, og så måtte jeg lige over at sige hej, supplerer forsanger Anders SG.

Hvad er jeres mest mindeværdige oplevelse som optrædende på en festival?

– Vi drømte om at spille på Roskilde, men vi følte aldrig, at det kunne lade sig gøre. Men så flyttede vi til England, og så fik vi pludselig lov at spille på Roskilde, fortæller forsanger Anders SG og fortsætter:

– Og det er underligt at fremhæve den koncert, for jeg kan faktisk ikke huske noget af den, fordi alt i mig var så højspændt. Det var crazy, og der var mennesker, så langt vi kunne se.

– Der er noget særligt ved Roskildes publikum, fordi de er så musikelskende. Jeg tror, det er første gang, vi ikke har skullet arbejde for at få publikum op. Vi skulle ikke guide publikum til at klappe eller hoppe, det var publikum, der selv dikterede, hvad der skulle ske, siger Anders SG.

– Vi spillede også på en festival i England, hvor Amy Winehouse stod ude i siden af scenen og så vores koncert, som om det var det mest naturlige verden. Jeg ved ikke, om hun vidste, hvad hun så på, griner Anders Bønlykke.

– Og så kom Pete Doherty (forsanger i Libertines og Babyshambles, red.), som vi syntes, var ret cool, over til Anders SG efter koncerten og sagde: “Love your energy, man”. Det var så surrealistisk, siger Anders Bønlykke.

Hvad er jeres mest mindeværdige oplevelse som gæster på en festival?

– Jeg så Robyn, dengang hun spillede på Arena på Roskilde. Og hun begyndte at spille nogle af sine gamle tyggegummiagtige popsange. Jeg havde en følelse af, at det var den vildeste koncert, jeg nogensinde havde set, og jeg kunne ikke forstå, hvorfor hun ikke græd hele vejen igennem, siger Anders SG og fortsætter:

– Det var crazy at høre “Show Me Love”, hvor hun selv stoppede, og så sang folk bare det nummer. Roskilde er en cool festival, og hun var blevet en ret cool artist, men så spillede hun sine gamle tyggegumminumre, og så stod der bare et helt publikum og omfavnede det.

– Det er sådan noget, festival kan. Tid og aktualitet betyder ikke så meget. Hvis bare det er godt, så går det ind i det moment, siger Anders Bønlykke.

Hvad er det mest nyttige, I har haft med på festival?

– Den der Faaborg Paté, den er altså god, siger Anders SG.

– Sådan en dåseleverpostej?, spørger Anders Bønlykke.

– Yes, den blå. Hvis den ligger og bliver lidt varm under teltdugen, er den også god, så er der varm paté, siger Anders SG med et grin.

Hvad er det mest unyttige, I har haft med på festival?

– Jeg har nok haft et par høje hæle med de første par gange. Det nytter jo ikke noget, når man render rundt i mudder og tis, siger Stine Bramsen.

– Skiftetøj generelt, supplerer Anders Bønlykke.

Hvad kommer I til at savne mest ved ikke at skulle på festival i år?

– Som optrædende savner vi sindssygt meget det kick og nærvær, man kun kan skabe på en scene i det øjeblik, siger Stine Bramsen.

– Det er en kæmpestor del af vores band at spille live, og festivalerne er det, vi arbejder hen imod. Det er der, vi skal ende, hvis det går, som det skal, siger Anders SG.

– Der er ikke andre steder at skabe det moment, man har sammen. Så det er et kæmpe afsavn. Men jeg ville også elske at komme afsted som publikum og stå til en kæmpe koncert med nogle venner arm i arm, siger Stine Bramsen.

Splitter nationen

Alphabeat fik den ære at lave den store officielle EM-sang, som fik titlen “Danmarks  Dynamite”. Og her står det klart, at sangen ikke ligefrem falder i alles smag.

Kendte.dk har tidligere set nærmere på vurderingen af den officielle hymne til fodboldlandsholdet under EM.

18 procent af danskerne vurderer, at Danmarks EM-sang er god, mens lidt over hver femte synes, at den er dårlig.

Det viser en måling foretaget af Voxmeter for Ritzau.

Næsten hver tredje – 31 procent – har dog slet ikke hørt sangen.

Samtidig svarer 24 procent, at de hverken vurderer den som god eller dårlig.

Svært at gøre alle glade

Forsanger Stine Bramsen fra Alphabeat har udtalt, at popgruppen er klar over, at det er svært at gøre alle glade med en fodboldsang.

– Man ved, at der kommer til at være en masse mennesker, der synes, den er megadårlig – lige meget hvor god den er. Det er jo skræmmende.

– Men det er også det, der giver drivet. Og en bunden opgave, der havde noget adrenalin i sig, var lige præcis det, vi havde brug for, sagde hun til Ritzau Fokus, da sangen blev udgivet.

Sangen vinder dog større opbakning hos kvinder end mænd. 21 procent af kvinderne i målingen vurderer sangen som “god” eller “meget god”, mens det blot er 14 procent hos mændene.

Powered by Labrador CMS