Dansk hitband synger på dansk igen
The Minds of 99 er tilbage med en ny single på dansk, efter bandets seneste nummer overraskende var engelsk.
Det kom som et chok for både fans og anmeldere, da det danske rockband The Minds of 99 pludselig udgav en single på engelsk i starten af oktober.
Men bandet er nu tilbage på modersmålet med et nyt nummer kaldet “Som fluer”.
Artiklen fortsætter under videoen
For bandet selv er det ikke vigtigt, hvilket sprog de gør sig på.
– Vores tanker er, at sproget er flydende for os. Vi leger bare. Der kommer åbenbart sange på engelsk, på dansk, og sange hvor dansk og engelsk er blandet, siger forsanger Niels Brandt til Ritzau.
– Det vigtige for os er om tracket duer eller ikke duer. Det handler ikke om, hvilket sprog det er. Vi går derhen, hvor sangene gerne vil hen. Vi følger deres vej på deres præmisser. Hvis vi synes, det er en sang, der duer, så udgiver vi den, fortsætter han.
På udsolgt turné
Rockbandet drager torsdag ud på sin udsolgte arenaturné. Her kommer de forbi byer som Aarhus, Aalborg, Odense og København.
Fans af Niels Brandt og bandet kan glæde sig til at lytte til de nye singler live, da The Minds of 99 tager dem med til deres sidste koncerter i 2019.
– Vi har spillet på stort set samtlige festivaler hele sommeren, og vi har haft det travleste liveår nogensinde. Alligevel har vi haft energien til at skabe ny musik, og det er vi lykkelige over, siger Niels Brandt i en pressemeddelelse.
Det er blandt andet også derfor, at The Minds of 99 kun spiller en enkelt koncert i 2020. Det bliver i Telia Parken i København, der danner rammerne 12. september.
Bandet er dannet i 2012 og slog igennem i 2013, da de vandt P3’s Karrierekanonen.
Siden har de udsendt tre anmelderroste album, medvirket i DR- dokumentaren “Stor som en sol” og spillet på landets største scener, herunder fire gange på Roskilde Festival.