Dansk hitduo trak stikket
Klumben og Raske Penge oplevede en helt særlig hype, da de debuterede. Men så tog de en beslutning.
De er begge opvokset i provinsen, har mange af de samme holdninger og blev begge som yngre tiltrukket af undergrundsmiljøet i København, hvor de lærte hinanden at kende.
Og så elsker de musik.
Artiklen fortsætter under videoen
Men så stopper lighederne også for rapperne Klumben og Raske Penge, der tidligere har hittet med numre som “Rundt” og “Fridag”, og som lige nu er aktuelle med deres første fælles album, reggaepladen “Livet”.
Familiefar og ungdommelige kræfter
Mens Raske Penge har rundet 42 år og lever et familieliv, der betyder rutiner og tidlige morgener, lever 31-årige Klumben et helt andet liv med spontanitet og lange nætter i studiet.
– Vores forhold er meget yin og yang. Der er perioder, hvor Klumben står op, når jeg mere eller mindre er på vej i seng. Der er i realiteten meget få timer, hvor vi kan mødes, siger Raske Penge.
Det er en del af forklaringen på, at hitduoens album har været fem år undervejs.
En anden del af forklaringen er simpelthen, at duoen ikke har haft travlt med at gøre det færdigt.
Nogle af sangene på albummet begyndte de at skrive allerede for flere år siden, men de har brugt lang tid på at nørkle dem helt på plads.
Markante oplevelser
Sideløbende har Klumben udgivet to album med sit andet projekt, dansktopbandet Humørekspressen, mens Raske Penge har fået to børn og stået bag soloprojekter, mens han også har arbejdet som dj.
Og undervejs har musikbranchen og måden, den fungerer på, ændret sig en hel del.
Da duoen tilbage i 2012 udgav nummeret “Faxe Kondi”, havde de en stor del af æren for, at reggaegenren for alvor brød igennem herhjemme.
– På det tidspunkt kom der en decideret bølge fra folk, som helt klart havde brændt for reggae i lang tid som for eksempel Wafande, Kaka, Pharfar og Eaggerstunn.
– Men efter det var der også nogle, der begyndte at lave reggae, fordi der var den bølge. Og der blev folk virkelig mættede og trætte af det, siger Raske Penge.
Stoppede på toppen
Det betød, at Klumben og Raske Penge kort efter, at de havde fået den store ære at optræde på Roskilde Festivals legendariske Orange Scene i 2014, valgte at trække stikket.
– I retrospekt ved jeg ikke, om det var en god idé, men jeg foreslog, at vi skulle holde op med at spille, fordi jeg tænkte, at det ikke kunne blive ved, og at folk ville ende med at hade os, fortæller Klumben.
Ud over en turné i Brasilien sagde duoen nej til de tilbud, der dukkede op, og de fik en tiltrængt pause fra al opmærksomheden. Men det betød også, at nogle ting havde ændret sig, da de igen var klar til at udgive musik.
– Vi havde forestillet os, at når vi så kom tilbage, så ville det være som sådan en udspændt ballon, der bare eksploderede. Men sådan var det ikke. Vi har virkelig skullet arbejde for det, og der skulle vi måske have surfet videre på bølgen, når jeg tænker tilbage på det, siger Klumben.
– Vi kunne jo have gjort mange ting og sagt ja til alt muligt i tv, som måske havde gjort os super kendte og relevante, uden at det var for musikken. Men det fravalgte vi begge, også selv om det måske i sidste ende godt kunne være med til at booste musikken, fordi vi ville få noget opmærksomhed, siger han.
Branchen er en anden
Duoen oplever, at der er stor forskel på at udgive musik i 2011, hvor de udkom med deres første fælles single, og i 2019.
Albummet “Livet” er produceret af TopGunn og bliver udgivet på Raske Penges eget pladeselskab.
De har selv stået for alt – presse, promovering, at få sendt albummet ud til butikkerne og få stablet en releasefest på benene. En stor del af det har de gjort, mens Raske Penge har haft sin tre måneder gamle baby på armen.
– Der var engang, hvor man ikke kunne undgå at høre den musik, vi lavede, fordi den blev spillet i radioen og delt helt vildt på nettet, siger Raske Penge.
– Men spillet er ændret nu. Der er algoritmer, der modarbejder dig, hvis du ikke betaler, og den udgift har vi ikke prioriteret. Det skærer lidt i hjertet at skulle betale folk for at høre musikken, når det er penge op af ens egen lomme, forklarer Raske Penge.
Går op og ned
Om duoen igen vil inspirere andre kunstnere til at afprøve genren og skabe en bølge, vil vise sig. Men uanset om tidens tand og trends måske foreskriver noget andet end reggae lige nu, så har det ikke så stor betydning for dem.
– Man kan ikke gå og vente og prøve at regne ud, hvad der er trendy.
– Det er jo sådan med musik, at det altid vil bølge op og ned, og selv om der måske ikke er en bølge nu, så føler jeg, at vi har lavet en plade, som man også kan tage frem og høre om nogle år, og der vil den stadig være rigtig god, siger Raske Penge.
– Og uanset om det er trendy eller ej, så gør vi det med lige så stor ildhu og kaster lige så meget tid og penge efter vores musik, selv om det ikke er en selvfølgelighed, at den kommer til at brage derudaf, siger han.
“Livet” udkommer den 25. oktober.