Dansk hitmager: Det er svært at udgive nye sange
Sebastian har sunget sig ind i den danske sangskat, men han føler sig udfordret af nye tider i musikbranchen.
Det bliver ikke nødvendigvis nemmere at udgive ny musik, jo ældre, man bliver, og derfor betyder det meget for den 69-årige sanger og komponist Sebastian, at han i år blev hædret for sin lange musikkarriere på Smukfest.
Her modtog Sebastian, der er kendt for sange som “Du er ikke alene”, “Måske ku’ vi” og “Romeo”, nemlig Polka Verner Legatet, som hvert år uddeles til personligheder, der har gjort et ekstra indtryk.
En stor ære
Og det er en stor ære at modtage prisen, lyder det fra Sebastian, som har det borgerlige navn Knud Christensen.
– Det betyder rigtig meget for mig at blive anerkendt for det, jeg har lavet, på et tidspunkt, hvor jeg har nået en høj alder.
– Det kan være svært at komme igennem med ny musik. Rock- og popmusik er en del af ungdomskulturen, og så står jeg stadigvæk her og laver det som 69-årig.
– Men jeg tager det som et udtryk for, at der stadig er mange, der får noget ud af mine sange, siger han.
Startede i 60’erne
Sebastian begyndte sin musikkarriere i slutningen af 1960’erne og har foruden sine plader komponeret musik til en række musicals og teaterforestillinger.
For nylig har han udgivet albummerne “Hun nåede at klappe hunden” fra 2019 og “Sange til drømmescenariet” fra 2017.
Men den 69-årige musiker har de seneste år oplevet det som en udfordring at udgive nye sange i en moderne musikbranche, hvor streaming i høj grad har erstattet pladesalget.
– Det er meget svært at komme ud med ny musik i dag, for man skal nærmest betale det hele selv. Jeg var lige ved at sige, at de 190.600 kroner, jeg har fået sammen med legatet, kan bruges på at lave en ny plade, for det er dyrt.
– Jeg har altid været en artist, der har prioriteret at være lang tid i studiet og bruge lang tid på at lave mine sange, men det koster, og selv om man formår at sælge nogle plader, er resten streaming, og det giver ingenting, siger han.
Bliver ved
Til trods for de nye – og på nogle punkter hårdere – tider bliver Sebastian dog ved med at lave ny musik og optræde, fordi han holder af det, og fordi han ikke ved, hvad han ellers skal lave, som han med et smil på læben formulerer det.
På årets Smukfest havde han æren af at optræde som den første til festivalens 40-års jubilæumskoncert, hvor han fik mange tusind gæster til at synge med på “Du er ikke alene”.
Og Sebastian modtog netop Polka Verner Legatet for med sine sange at fremhæve vigtigheden af fællesskabet og minde os om, at vi ikke er alene, som skuespiller Søs Egelind formulerede det, da hun sammen med kollegaen Kirsten Lehfeldt overrakte ham prisen.
Det glæder ham.
– Det betyder meget for mig, for bidraget til fællesskabet er helt grundlæggende for den måde, jeg har set min færden i musiklivet på. Det er ikke mig som person, der er vigtig, det er de sange, jeg har skabt – og det de kan betyde for andre, siger han.