Dansk kendispar afslører
Det er et længe ventet ønskebarn, der er kommet til verden, jubler influenten Irina Olsen og dj'en Faustix, som i forvejen har datteren Allessia
Efter flere års forsøg er influenten Irina Olsen og dj'en Faustix endelig blevet forældre igen.
Det annoncerer parret på Instagram.
- He is here, lyder teksten til en lille videosekvens af parrets nyfødte søn.
Det var også på det sociale medie, at den 36-årige ukrainskfødte tv-personlighed og den 34-årige musiker tilbage i januar afslørede, at de ventede en lille ny.
Sammen har parret også datteren Allessia, som de længe har drømt om at give en søskende.
Fik spontan abort
I familiens realityprogram, "The Olsens", afslørede parret, at Irina Olsen tilbage i 2021 også var gravid. Men desværre endte graviditeten i en spontan abort.
Irina Olsen og Faustix, der bærer det borgerlige navn Morten Brangstrup Olsen, har dannet par siden 2014. Året efter kom Allessia til verden.

Gik fra hinanden
Parret gik kortvarigt fra hinanden i 2018 grundet Faustix' alkoholmisbrug, som de begge flere gange har fortalt åbenhjertigt om.
Han gik i behandling, og hans prioriteter ændrede sig, fortalte Irina Olsen i et indlæg på sin blog, irinaolsen.dk. Og efter et halvt år fra hinanden fandt de sammen igen.
I september 2019 giftede parret sig.