Dansk kendispar kender også Jeffrey Epstein

Christian Kjær og Susan Astani har været i nærkontakt med den afdøde pædofilidømte milliardær Jeffrey Epstein.

Christian Kjær og Susan Astani har haft episoder med Epstein. Foto: Scanpix
Offentliggjort Sidst opdateret

Navnet Jeffrey Epstein må kunne få det til at løbe koldt ned ad ryggen på medlemmer af kongehuse verden over.

Den britiske prins Andrew er kastet ud i en skandale af bibelske dimensioner grundet sit forhold til den nu afdøde milliardær, og den norske kronprinsesse Mette-Marit har også måttet krybe til korset og fortælle om sit forhold til den pædofilidømte milliardær.

Artiklen fortsætter under videoen

Nu viser det sig, at Epstein også har plejet omgang med et par, der tidligere har haft nære relationer til det danske kongehus.

Det drejer sig om den tidligere kammerherre og hofjægermester Christian Kjær og hans kone Susan Astani. Det er dog et tilbud af mere uskyldig art, de to har fået fra Epstein.

Ville købe ø

Til BT kan Susan Astani nemlig fortælle, at Jeffrey Epstein tilbage i 2004 forsøgte at købe Christian Kjærs private caribiske ø, Great Skt. James.

Epstein fik dog – flere gange – nej fra parret.

Til avisen fortæller Susan Astani, at Epstein, delvist af den grund, da heller ikke brød sig om Kjær og Astani:

– Han kunne ikke lide hverken mig eller Christian. Delvis, fordi han ikke kunne købe fra os. Og dels, fordi han elskede at skabe kontakt til de kongelige, siger hun.

Parret var “naboer”, da Epstein var indehaver af naboøen Little Skt. James.

Christian Kjærs problemer

Efter en hændelse hvor Christian Kjær skulle have kørt ind i en official ved et cykelløb i 2018, er det virkelig gået ned af bakken for rigmanden.

Han blev i maj 2019 idømt 30 dages betinget fængsel, en bøde på 10.000 kr. og fik frakendt retten til at køre bil i et år. Men det var ikke det hele.

Efter dommen meddelte Kongehuset, at de havde frataget alle Christian Kjærs titler.

Powered by Labrador CMS