Dansk legende runder skarpt hjørne

Ole Ritter opdagede sit talent for at køre på cykel, da det lykkedes ham at slippe væk fra politiet

Ole Ritter er en af Danmarks største cykelryttere gennem tiderne. (Arkivfoto)
Ole Ritter er en af Danmarks største cykelryttere gennem tiderne. (Arkivfoto)
Offentliggjort Sidst opdateret

I dag opdager mange sportsfolk, at de har talent allerede fra barnsben, hvorefter de omhyggeligt trænes på diverse talenthold igennem ungdommen.

Sådan var det ikke helt for Ole Ritter.

Han opdagede sit talent for cykelsport, da han på vej til biografen som 18-årig blev stoppet af politiet.

Han havde ikke lys på cyklen.

Det endte med, at han tog spurten og slap væk.

Historien har Ole Ritter fortalt til magasinet Euroman, og spurten fra politiet skulle blive startskuddet til en af de mest succesfulde cykelkarrierer i Danmark.

Ritter fylder 80 år den 29. august.

En af de bedste på cyklen

Han startede som amatørrytter, og i 1960'erne fik han både inden og uden for Danmarks grænser etableret sig som en af landets bedste af slagsen.

Senere blev det til sejre som professionel, og blandt andet i Giro d'Italia har han markeret sig.

Når Ole Ritter var bedst, kunne meget få cykelryttere måle sig med ham.

Det var også i Giroen, han på en enkeltstartsetape i 1967 endte foran Eddy Merckx, der af mange betragtes som den bedste rytter nogensinde.

Året efter slog han verdensrekorden i en times banekørsel.

Den stod i fire år, indtil selv samme Eddy Merckx var lidt hurtigere.

Gjorde cykling populært

Ole Ritter var med til at gøre danskerne glade for cykling. Han vandt tre gange i disciplinen seksdagesløb op igennem 1970'erne i sit eget land.

Jo, det kørte bogstaveligt talt for Ole Ritter, der i 1970 også var blevet gift med Marianne.

Selv om Ole Ritter har cyklet på en bølge af succes, har han også oplevet modgang.

I 1979, kort efter at han stoppede cykelkarrieren, fik han konstateret kræft, og den havde spredt sig.

Men Ole Ritter kom sig helt.

Ritter er siden blevet hædret for sine bedrifter med priser.

Blandt andet er han optaget i dansk sports Hall of Fame i 1992.

Efter karriereafslutningen blev han indehaver af Ritter Cykler, og her kan cykelinteresserede stadig den dag i dag købe sig en cykel.

Powered by Labrador CMS