Dansk mafiadrama rammer genåbnede biograflærreder

Anmeldere fryder sig over dansk mafiadrama, der med forsinkelse er på plakaten i genåbnede biografer.

Sidse Babett Knudsen spiller hovedrollen i den nye film. Foto. Scanpix
Offentliggjort Sidst opdateret

Den første danske premierefilm efter coronakrisen rammer i disse dage danske biograflærreder.

Det er instruktør Jeanette Nordahls debutfilm “Kød og Blod” med skuespiller Sidse Babett Knudsen i hovedrollen.

Filmen skulle have haft premiere 12. marts, men blev pillet af plakaten, da store dele af samfundet blev lukket ned.

Men torsdag er den igen på plakaterne, og flere aviser bringer et referat af de anmeldelser, der blev bragt i deres helhed forud for den oprindelige premieredato.

Stor ros

Der er generelt ros fra anmelderne til forsøget på at skabe et dansk mafiadrama uden blodsprøjtende skuddueller og vilde biljagter.

Filmen foregår i en lille provinsby og handler om 17-årige Ida, som mister sin mor i en bilulykke. Hun flytter ind hos sin moster Bodil, der ikke er helt fin i kanten.

Hun bruger sine tre voksne sønner til at holde gang i en familieforretning med udlån og gældsinddrivelse.

DR’s anmelder, Per Juul Carlsen, er begejstret og kvitterer med fire stjerner.

Han mener, at det er lykkedes at skabe en “velspillet, originalt komponeret og anderledes familiefilm”, og kalder det “skønt at slippe for mafiafilmens klassiske flødeskum og glasur”.

Fire stjerner er der også fra Berlingske og Politiken.

Lidt malurt i bægeret

Men ambitionerne bliver ikke fuldt udfoldet, påpeger Politiken.

– Det bliver en lille film med ambitioner om at bestige flere moralske bjergtinder, end den gør. Det er spændende som eksperiment og som ny, kølig fortælleform i dansk film.

– Men filmen får ikke blodet til at fryse til is eller kødet til at skælve, lyder det i anmeldelsen.

I Jyllands-Posten er anmelderen stærkt begejstret for Sidse Babett Knudsen.

Hun er ifølge anmelderen “en drøm som det manipulerende moderdyr Bodil, der med lange, lakerede negle og uhyggeligt intime kys på munden, nus i håret og syngende lussinger styrer sine tre voksen sønner som små afrettede marionetter”.

Anmelderen kvitterer med tre stjerner.

Powered by Labrador CMS