Dansk medie giver ny Pilou-film bogstavet ‘B’
Der er primært lunkne anmeldelser til gyserkrigsfilmen "Overlord", der dog alligevel formår at underholde.
Den nye amerikanske film “Overlord” med danske Pilou Asbæk har ikke fået de danske anmeldere til at kaste om sig med stjerner.
Filmen må således nøjes med mellem tre og fire stjerner fra de aviser, der torsdag bringer anmeldelser af actiongyseren.
“Overlord” handler om en gruppe amerikanske soldater under Anden Verdenskrig, der lander dybt bag fjendens linjer. Her støder de på et laboratorie, hvor en nazilæge udfører unævnelige eksperimenter.
Blodig B-film
Mest positiv over for filmen er B.T., der kvitterer med fire stjerner og kalder den en “blodig B-film – på den gode måde”.
– “Overlord” er på nærmest alle tænkelige parametre en B-film, men det ved den heldigvis godt selv og omfavner det faktum med alt, hvad den kan trække af gys og gak og hjernemasse, skriver avisen.
Pilou Asbæk indtager rollen som en sadistisk naziofficer, der bevogter det anlæg, hvor der udføres skumle eksperimenter.
– Pilou Asbæk er herlig ond som den über-væmmelige SS-officer Wafner, skriver B.T. i sin anmeldelse.
Primitivt – og underholdende
Hos Jyllands-Posten kvitterer avisens anmelder med tre stjerner.
– Det er en menu for dem, der ikke orker historietro genrefortælling af lidelse og tab i Hitlers skygge, skriver Jyllands-Posten og fortsætter:
– Her er helte gode, og når de en sjælden gang krydser grænsen til det moralsk forkastelige, så går det helt sikkert ud over en, der er endnu værre. Primitivt, så afgjort – men også infamt underholdende, mens det står på.
Politikens anmelder giver tre hjerter og sætter spørgsmålstegn ved, om man bør forsøge at overgå krigens oprindelige rædsler.
– Hverken D-Days rædsler eller nazilægernes eksperimenter var nu helt chokerende nok til at være god underholdning, så den får lige en tand til.
– Det er den betændte præmis for denne hybridgenrefilm, en slags “Saving Private Ryan” møder videospillet “Wolfenstein”.
Filmen har premiere i de danske biografer torsdag 8. november.