Dansk minister afslører: Er både til mænd og kvinder

Uddannelses- og forskningsminister Tommy Ahlers er træt af rygter om hans seksualitet, og står derfor frem

Tommy Ahlers (tv) blev den 2. maj præsenteret som ny minister sammen med Jakob Ellemann-Jensen og Eva Kjer Hansen. I forgrunden statsminister Lars Løkke Rasmussen. (Foto: Mads Claus Rasmussen/Scanpix)
Offentliggjort Sidst opdateret

Han mener egentlig ikke det er noget, han behøver at snakke om.

Men alligevel står den nye uddannelses- og forskningsminister – og tidligere løve i hulen – Tommy Ahlers nu frem i et stort interview i Euroman, hvor han fortæller om sin seksualitet.

I interviewet fortæller Tommy Ahlers, at der siden han tilbage i maj blev udnævnt som ny minister har floreret rygter om, at han skulle være til mand. Derfor åbner han nu op over for Euroman:

– Når folk nævner, at de har hørt et rygte, så forklarer jeg dem, at det ikke er et rygte, for der er ikke en snert af fiktion i det. Det passer. Men sandheden er så også, at jeg er kommet frem til, at jeg både er til mænd og kvinder, siger Tommy Ahlers til Euroman.

Biseksuel – men ser for tiden en kvinde

Tommy Ahlers har privat fortalt både venner, familie og børn om sin seksualitet, men aldrig offentligt før nu.

Han var frem til 2012 gift med en kvinde, som han har to børn med.

Men efter de to blev skilt, troede han frem til 2016, at han udelukkende var til mænd.

Det har dog ændret sig, efter der i 2017 igen er kommet en kvinde ind i ministerens liv, som han stadig ser i dag, fortæller han til Euroman.

Powered by Labrador CMS