Dansk OL-bronzevinder scorer cykelstjerne
Viktor Axelsen sejrer både på og uden for banen. Bronzevinderen er blevet kærester med Cecilie Uttrup Ludwig.
Under sommerens olympiske lege i brasilianske Rio de Janeiro vandt Viktor Axelsen en flot bronzemedalje, men privat har den 22-årige badmintonstjerne scoret den største sejr af alle.
Den unge ketcherkonge afslører nemlig nu over for Fyens Stiftstidende, at han er blevet kærester med den 21-årige cykelrytter Cecilie Uttrup Ludwig, der er Danmarks bedste kvindelige rytter i enkeltstart og på landsholdet i sporten.
Trods sin flotte bronzemedalje blev Viktor Axelsen for nylig slået ud af Japan Open, og selv om han var tilmeldt Korea Open kort tid efter, valgte badmintonstjernen at rejse hjem til sin kæreste, venner og familie for at være klar til Denmark Open.
– Jeg kunne simpelthen ikke overskue at skulle vente en uge og så videre med den næste turnering. Så hellere tage hjem og træne godt og være sammen med familie og venner for på den måde at være ladet op til Denmark Open, siger han til Fyens Stiftstidende.
Tidligere har Viktor Axelsen fortalt BT, at badminton fylder det meste af hverdagen, men selv om han kan fremstå som en barsk badmintonspiller, er han bare en ung frisk fyr uden for banen.
– Jeg har givet afkald på en masse fester, byture og familiefødselsdage, som jeg nogle gange ikke kan være med til, fordi man enten skal træne eller er ude at rejse, sagde han til avisen for et år siden.
– Badminton er en meget stor del af mig. Jeg er en anden person ude for banen, end når jeg spiller. På banen har jeg dræberøjne og vil virkelig bare gerne vinde. Mens jeg uden for banen nok mere joker rundt og bare er en glad dreng, tilføjede han til BT.
/ritzau/FOKUS