Dansk OL-stjerne færdig på landsholdet

Den dobbelte OL-medaljevinder Christinna Pedersen spiller sin sidste turnering på topplan i denne uge.

Christinna Pedersen blev hyldet af de kongelige på Christiansborg Slot med makkeren og partneren Kamilla Rytter Juhl efter OL i Rio 2016. Klik for flere billeder fra en fantastisk karriere. (Foto: Scanpix)
Christinna Pedersen blev hyldet af de kongelige på Christiansborg Slot med makkeren og partneren Kamilla Rytter Juhl efter OL i Rio 2016. Klik for flere billeder fra en fantastisk karriere. (Foto: Scanpix)
Offentliggjort Sidst opdateret

Badmintonspilleren Christinna Pedersen stopper på landsholdet og internationalt topplan.

Det skriver forbundet Badminton Danmark i en pressemeddelelse.

Hun deltager i sin sidste turnering med doublemakkeren Mathias Christiansen i Swiss Open, som spilles i denne uge.

Hun fortsætter dog med at spille i den danske badmintonliga.

32-årige Pedersen har vundet fem VM-medaljer, to OL-medaljer samt store turneringer som All England og Denmark Open.

Privat danner hun par med Kamilla Rytter Juhl, som sammen med Christinna Pedersen vandt sølv ved OL i Rio i 2016.

I juli meddelte Rytter Juhl, at hun var gravid og derfor stoppede karrieren med øjeblikkelig virkning. I begyndelsen af januar blev parret forældre til et barn, som kræver tid og energi fra begge sportsstjernerne.

– Jeg har valgt at stoppe, fordi min livssituation har ændret sig, efter at jeg er blevet mor, og Kamilla nu også definitivt har valgt at stoppe på landsholdstræningen.

– Det har på ingen måde været en nem beslutning på grund af mit rigtig gode makkerskab med Mathias, siger hun.

– Det ville hverken være fair over for Mathias eller forbundet at fortsætte, når jeg kan mærke helt inde i maven, at jeg ikke længere har den gnist, som har medført de gode resultater og titler, jeg har vundet, siger Christinna Pedersen.

Siden efteråret 2017 har hendes makker i mixeddouble været Mathias Christiansen. De to ligger på 11.-pladsen på verdensranglisten.

Doublemakkeren ærgrer sig over, at de to ikke længere skal være en del af verdenseliten.

– Jeg er selvfølgelig rigtig ked af, at Christinna har valgt at stoppe. Jeg synes, at vi havde gang i noget rigtig spændende, og jeg så selvfølgelig frem til at starte en OL-kampagne sammen med hende med henblik på at vinde en medalje til Danmark.

– Omvendt har jeg stor respekt for hendes beslutning. Jeg ved, at den ikke har været nem, lyder det fra Mathias Christiansen.

Før de to blev Danmarks førende konstellation inden for mixeddouble, var Joachim Fischer makker til Christinna Pedersen i cirka ti år.

De to vandt et hav af turneringer i ind- og udland. Blandt andet blev det til 13 Super Series-titler, OL-bronze og to gange VM-bronze.

Powered by Labrador CMS