Dansk OL-vinder viser sit eget undertøj

Det er anden gang, at Pernille Blume lancerer en undertøjskollektion.

Offentliggjort Sidst opdateret

Det er ikke kun på diverse svømmestadions, at Pernille Blume udmærker sig.

Tirsdag lancerer hun sin anden lingerikollektion i samarbejde med det danske sportsbrand Danish Endurance.

Artiklen fortsætter efter videoen

Kollektionen hedder Blume Lace og viser behageligt og let undertøj med blomstermotiver i blonder, som svømmestjernen selv agerer model for.

Det fremgår af en pressemeddelelse.

Behagelige blonder

Den tidligere olympiske guldmedaljevinder har da også et klart formål med, hvad den nye kollektion skal kunne for kvinder.

– I årevis har jeg gået rundt og fået ondt over ubehagelige bh’er ligesom mange andre kvinder. Jeg sætter pris på komfort, og jeg skal føle mig godt tilpas i det, jeg har på. Derfor ville jeg skabe en meget mere behagelig kollektion, siger Pernille Blume.

Hun forklarer, at hun er gået efter, at undertøjet er praktisk, behageligt men også feminint.

I september 2019 kastede den erfarne svømmer sig for første gang ud i at kreere undertøj, da hun lancerede sin linje af økologisk bomuldslingeri.

Og Danish Endurance er særligt glad for, at Pernille Blume har ønsket et samarbejde med dem.

– Vi er meget glade for at arbejde sammen med Pernille. Hun er en ekstraordinær atlet, og så er hun også en strålende designer, siger Nicolaj Due, der er CEO hos Danish Endurance.

Kollektionen sælges kun hos Danish Endurance og på Boozt.

Alvorlig operation

Efter den meget omtalte sejr ved De Olympiske Lege i 2016, da Pernille Blume vandt guld i disciplinen 50 meter freestyle, har hendes karriere båret hende langt. I 2019 måtte karrieren sættes lidt på pause.

Pernille Blume var dengang nødsaget til at blive opereret i hjertet.

Svømmedarlingen havde nemlig et hul i hjertet, som gjorde at hun var i større risiko for at blive ramt af blodpropper og hjerteanfald.

Siden har hun dog fokuseret på sin genoptræning.

Powered by Labrador CMS