Dansk prinsesse fylder 82: Her er hendes liv

Prinsesse Elisabeth, der er dronning Margrethes kusine, fylder 82 år. Hun stod til at blive en del af selve regentfamilien, men sådan blev det ikke.

Prinsesse Elisabeth fylder 82 år mandag den 8. maj. 2917. Arkivfoto: Scanpix
Offentliggjort Sidst opdateret

Maj er fyldt med fødselsdage i det danske kongehus.

Den 4. maj fyldte prins Joachims og prinsesse Maries søn, prins Henrik, 7 år, og den 26. maj fylder kronprins Frederik 49 år.

Mandag den 8. maj fejrer prinsesse Elisabeth, der er dronning Margrethes kusine, sin 82-års fødselsdag.

Oprindeligt stod prinsesse Elisabeth til at blive en del af den inderste kreds af regentfamilien, men sådan blev det ikke.

Dronning Margrethes far, kong Frederik 9., fik tre døtre og ingen sønner med dronning Ingrid.

Derfor blev kong Frederik 9.s lillebror, prins Knud, arveprins af Danmark og stod til at blive landets monark, når storebroren en dag døde.

Men sådan blev det ikke. Tronfølgeloven blev ændret i 1953, så kvinder også kunne blive monarker som regerende dronninger, hvis regenten ikke fik nogen sønner.

Det betød, at kong Frederik 9.s ældste datter, der dengang havde titlen prinsesse Margrethe, blev kronprinsesse og senere overtog tronen efter sin fars død den 14. januar 1972 og blev dronning Margrethe.

Tronfølgeloven blev atter ændret i 2009, hvilket betyder, at den afdøde monarks førstefødte uanset køn bliver regent.

I dag er prinsesse Elisabeth nummer 12 i rækkefølgen til den danske trone.

Prinsessen bor på Sorgenfri Slot i Kongens Lyngby nord for København. Hun har aldrig giftet sig og har ingen børn, men hun levede sammen med instruktøren Henning Claus Hermansen indtil hans død i 1997.

Prinsesse Elisabeth modtager ikke apanage og har arbejdet det meste af sit liv.

Fra 1956 til 2001 var hun ansat i udenrigsministeriet og har blandt andet været udstationeret ved den danske ambassade i Washington og ved den danske FN-mission i Genève i Schweiz.

Kongehuset oplyser ikke, hvordan prinsessen fejrer fødselsdagen.

/ritzau/FOKUS

Powered by Labrador CMS