Dansk rapper dræbt
Den unge mand, der onsdag blev dræbt af skud ved Jysk Væddeløbsbane i Aarhus, er identisk med rapperen Shmur.
En 25-årig mand blev onsdag aften dræbt af skud ved Jysk Væddeløbsbane i Aarhus.
Den dræbte er identisk med den kendte Aarhus-rapper, Shmur. Det oplyser rapperens manager Prasad Balakumar ifølge Aarhus Stiftstidende i en pressemeddelelse:
– På baggrund af utallige henvendelser fra pressen er det med stor sorg, at vi kan bekræfte, at Shmur, artist, kunstner og pladeselskabsmedejer, er afgået ved døden 23. juli 2020 i Aarhus. Vi beder medier og pressen at vise respekt overfor de pårørende/familien, skriver Prasad Balakumar i pressemeddelelsen.
Dræbt af skud
Onsdag klokken 19.10 modtog Østjyllands Politi en anmeldelse om, at en person var ramt af skud på p-pladsen ved Observatorievej i Aarhus.
Det er ved travbanen, Jydsk Væddeløbsbane – og i umiddelbart nærhed af Marselisborg Slot.
Politi og ambulancer kom hurtigt til stedet og kunne konstatere, at en 25-årig mand var skuddræbt.
Endnu er ingen anholdt i sagen.
Endnu et drab
Torsdag morgen var Østjyllands Politi massivt til stede på Lenesvej i Brabrand, der blev spærret af.
Årsagen var, at politiet klokken 03.48 modtog en anmeldelse om, at der var flere personer, der var blevet stukket med kniv.
Det skriver Østjyllands Politi i en pressemeddelelse.
Knivstikkeriet foregik på parkeringspladsen ved Lenesvej.
Da politiet ankom til stedet, fandt de en 42-årig mand med flere knivstik.
Bentjente og reddere ydede førstehjælp, men kort tid efter blev den 42-årige erklæret død.
Yderligere to personer blev stukket ned og har modtaget behandling for deres knivstik.