Dansk rigmand går købsamok

Forretningsmanden Per Wimmer køber penthouse midt i København. Tidligere på året købte han en ø

Forretningsmanden Per Wimmer har købt en penthouse-lejlighed i København.
Forretningsmanden Per Wimmer har købt en penthouse-lejlighed i København.
Offentliggjort Sidst opdateret

Det var ikke blot en hel ø, som forretningsmanden Per Wimmer smed i indkøbskurven, da han tidligere på året var ude at investere på det danske boligmarked.

Filantropen, der både står bag investeringsbanken Wimmer Financial og rumprojektet Wimmer Space, har nemlig også købt en penthouselejlighed for et stort millionbeløb inde midt i København.

Det skriver boligmediet Boliga.dk.

Lejligheden ligger på femte sal i en herskabelig ejendom på Dronningens Tværgade midt i trekanten mellem Kongens Nytorv, Amalienborg og Kongens Have - og det er faktisk ikke første gang, at han køber en bolig i den samme bygning.

- Det er en ejendom og en beliggenhed centralt i byen, som jeg er rigtig glad for, og så er det lejligheder uden bopælspligt, som er nødvendigt, når man bor i udlandet ligesom mig, siger Per Wimmer til Boliga.dk.

- Jeg har længe haft kig på penthouselejligheden, så jeg greb muligheden, da den kom til salg. Jeg tænker heller ikke, at det nogensinde er en dårlig investering at sætte sine penge i mursten i København, siger han.

I henholdsvis 2006 og 2015 gav han 3,2 og 3,4 millioner kroner for ejerlejlighederne på tredje sal i den mere end 200 år gamle københavnerejendom.

Det nye køb - en 102 kvadratmeter stor lejlighed på toppen af bygningen med tagterrasse - gav han dog noget mere for: Lige præcis 10.850.000 kroner ifølge det nyligt tinglyste skøde.

Flere hjemmebaser i Danmark

Med det nye køb i rygsækken er eventyreren sikret flere hjemmebaser i Danmark, når han ikke er i sit hjem i London, hvor han normalt bor.

Om det så er i en af lejlighederne i København eller den 2,3 hektar store ø i Storstrømmen, Masnedø Kalv, udenfor Sydsjællands kyst, som han købte for 7,3 millioner kroner i sommer.

Her er Per Wimmers nye lejlighed.
Her er Per Wimmers nye lejlighed.

Det er nemlig ingen af indkøbene, der umiddelbart skal bruges til kommercielt brug.

- Jeg har købt dem for at bruge dem privat. Øen, hvor jeg har fået opført en helikopterplads, til når jeg vil have frisk luft, og en af lejlighederne, når der sker noget spændende i København, siger Per Wimmer til Boliga.dk.

Selvom det lykkedes ham at få tæt på en millionrabat for sin nye penthouselejlighed i København, som var udbudt til salg hos liebhavermægleren Lützau, 11.995.000 kroner, så har han stadig betalt en del mere end det ellers høje prisgennemsnit i København:

Wimmer - der med sin indkøbte billet hos virksomheden Virgin Galactic efter planerne bliver den første private dansker i rummet - har nemlig givet lidt mere end 106.000 kroner for hver kvadratmeter i sit nye hjem - et godt stykke over de 62.237 kroner, som ejerlejlighedskvadratmeterne i København K indtil videre er blevet handlet for handlet i år.

Se Per Wimmers lejlighed her

https://www.boliga.dk/bolig/1785699/dronningens_tvaergade_12a_5_1302_koebenhavn_k

Powered by Labrador CMS